1-1 i Derbyet
Brøndby kom foran allerede i kampens andet minut, da Wilczek midt for mål satte foden på et indlæg fra Mukhtar - og den tyske 10'er havde senere et giftigt frispark fra kanten af feltet, der gik tæt forbi. Ellers kom gæsterne ikke til noget i de første 45 minutter, som vi dominerede spillemæssigt - og Robert Skov var også tæt på med et par skudmuligheder.
Den velfortjente udligning faldt kort før pausen, da Pieros dukkede op ved fjerneste stolpe og headede et Boilesen-indlæg i nettet.
I 2. halvlegs første minut ramte Ankersen træværket, men ellers dominerede Brøndby det første kvarters tid, hvor også Pukki ramte stolpen.
Siden kom vi godt ind i kampen igen og pressede i lange perioder Brøndby godt tilbage, men de havde også mulighederne for at afgøre slaget.
28.410 dannede en festlig ramme om kampen, hvor vi også skal have med, at William Kvist blev indskiftet til sin kamp nr. 400 for klubben. En fantastisk milepæl, der svarer til, at han har spillet ca. en tredjedel af alle klubbens kampe!