1-1 mod Molde FK

Efter en ganske glimrende gennemført 1. halvleg måtte løverne se Molde gå til pausen med en temmelig ufortjent 1-0-føring på et kontramål kort før pausen. Det var nærmest den eneste gang Robin skulle i aktion siden kampens første minut, hvor et langt udspark fra Molde-keeper Andreas Linde var ved at snyde ham – godt hjulpet af den kraftige vind, som flere gange drillede holdene i det ellers lune eftermiddagssolskin.

Men der stod F.C. København på de første 45 minutter, og efter spil og chancer havde en føring på et par mål ikke været ufortjent. Allerede efter seks minutter ramte Santander stolpen efter et hjørne, og en forsvarer clearede nærmest på stregen, inden vi kom frem til riposten. Senere headede Corner lige over på endnu et hjørne, og efter en halv times tid blev Falk spillet helt fri af Santander, men måtte se Moldes reservekeeper da Silva parere hans afslutning. Han var kommet ind, fordi Linde måtte udgå efter et sammenstød med Santander tidligere i kampen.

Kusk havde også et meget nærgående forsøg tæt forbi den ene trekantsammenføjning, inden Molde slog kontra og Ottar Karlsson satte den fladt forbi Robin.

I pausen kom Verbic ind for Kusk, og efter få minutter fik Corner en stor chance tæt under mulighed, men hamrede kuglen lige over. Molde havde herefter et par kontraer, som med lidt held og præcision kunne have fordoblet deres føring, men de kunne ikke overliste Robin igen.

Efter en times spil skiftede vi alle på nær Robin, Verbic og Santander, og de nye kræfter gav et godt overtag på nordmændene resten af kampen, og ca. 20 minutter før tid pandede Okore kraftfuldt et Gregus-hjørne ind til 1-1. Både Santander, Verbic og Pavlovic havde muligheder, men det blev ved det uafgjorte resultat. Da kampen er et led i Dubai International Cup, skulle der skydes straffespark om sejren, og her scorede Gregus, Verbic og Boilesen, mens Høgli og Pavlovic misbrugte. Robin snuppede et enkelt norsk forsøg, så de blev 4-3 til Molde fra 11 meter-pletten.

Onsdag flyver løverne hjem til København, og lørdag kl. 13 venter den sidste testkamp i Telia Parken mod Rosenborg. En kamp, du kan købe billet til her.


Holdet:
31 Robin Olsen – 22 Peter Ankersen (61.: 2 Tom Høgli), 25 Mathias Zanka Jørgensen (anf.) (61.: 15 Mikael Antonsson), 5 Erik Johansson (61.: 26 Jores Okore), 3 Ludwig Augustinsson (61.: 20 Nicolai Boilesen) – 17 Kasper Kusk (46.: 7 Benjamin Verbic), 6 William Kvist (61.: 25 Aboubakar Keita), 8 Uros Matic (61.: 16 Jan Gregus), 33 Rasmus Falk (61.: 24 Youssef Toutouh) – 19 Federico Santander, 11 Andreas Cornelius (61.: 23 Andrija Pavlovic)

Ikke benyttet: 1 Stephan Andersen, 39 Morten Hjulmand.