Efter fynsk pauseføring sørgede Rasmus Falk for udligningen kort efter pausen i en kamp, hvor holdene havde hver sin halvleg.
Efter en livlig og afvekslende åbning på kampen, dominerede fynboerne - der stillede ni førsteholdsspillere fra start - hovedparten af de første 45 minutter, og midt i halvlegen måtte Stephan hive en flot dobbeltredning frem for at forhindre at de kom foran. Først parerede han et skud fra Kamil Vacek, og herefter nåede han at vifte returbolden væk for næsen af Oliver Skolnik.
Men kort før den halve time var han prisgivet efter en af flere gode OB-kontraer. Mikkel Desler sendte Rasmus Festersen afsted i venstre side, og på hans flade tværaflevering bankede Casper Nielsen bolden i nettet. Der var tilløb til mere, men generelt holdt vi OB nede på få chancer, selv om de pressede meget på.
Blot to minutter efter pausen bragte vi balance i regnskabet efter godt forarbejde af Carlo Holse, der fandt Falk i feltet, og han prikkede bolden fladt ind under Oliver Christensen i OB-målet.
Kampen ændrede nu helt karakter, og resten af kampen dominerede vi fuldstændig - men ligesom hjemmeholdet før pausen, havde vi svært ved at omsætte dominansen til de helt store chancer.
Muligheder var der dog til bl.a. Mohamed Daramy og Ibrahim Samrawi, som kom ind midt i 2. halvleg, da vi begyndte at skifte ud. Men alt i alt var det vel retfærdigt nok, at begge fik et point ud af dagens anstrengelser på den tunge og regnvåde bane.
Tirsdag den 12. september 2018, kl. 16.00 på Nature Energy Park. Reserveliga.
OB-F.C. KØBENHAVN 1-1 (1-0)
29.: 1-0 Casper Nielsen
47.: 1-1 Rasmus Falk
1 Stephan Andersen – 18 Mads Roerslev, 43 Jacob Haahr (83.: 45 Rasmus Møller), 42 Niklas Vesterlund, 3 Pierre Bengtsson – 26 Carlo Holse, 33 Rasmus Falk (62.: 40 Marcus Porsgrunn), 6 William Kvist, 8 Nicolaj Thomsen (62.: 46 Ibrahim Samrawi) – 36 Mohamed Daramy (72.: 38 Andreas Kirkeby), 44 Muamer Brajanac (72.: 39 Alexander Hjælmhof)
Ikke benyttet: 31 Frederik Ibsen