1-3 i reserve-Derbyet
Brøndby vandt 3-1 i dagens reserve-Derby på Nummer 10, men på alle de "interne parametre" var trænerteamet godt tilfredse.
"Det var en rigtig god træningskamp, det blev spillet med en intensitet, som mindede om en Superligakamp, og det var lige præcis, det vi havde håbet på for at matche spillerne i dag. Så vi er fint tilfredse med udbyttet," sagde Jess Thorup.
De første 45 minutter bød ikke på mange afslutninger, og i pausen skiftede vi planmæssigt tre spillere. Amoo og Karamoko overtog Mukairus og Nicolai J's positioner, mens Haarbo kom ind på midtbanen og "ødelagde" den islandske triangel, idet Baldursson gik ned i centerforsvaret i stedet for Marios.
Efter pausen var det stadig en ganske lige kamp i højt tempo, og pludselig kom der midt i halvlegen gang i målscoringen. Radosevic bragte Brøndby foran på et straffe begået mod Rasmus Wikström, og kort efter øgede indskiftede Yousef Salech, da han blev spillet helt fri tæt under mål.
Vi svarede hurtigt igen, da Bøving brød godt igennem i venstre side, og inde foran var Isak Jóhannesson stødt med frem og reducerede.
Luther Singh fik det sidste kvarter for Bøving, og vi jagtede selvfølgelig en udligning og havde flere udmærkede aktioner, men måtte i stedet se Salech øge til 3-1 på en kontra kort før tid.
Matchfacts
Tirsdag den 19. april 2022, kl. 13.00 på Nummer 10. Reserveliga.
BRØNDBY IF-F.C. KØBENHAVN 3-1 (0-0)
64.: 1-0 Josip Radosevic, str.
68.: 2-0 Yousef Salech
69.: 2-1 Ísak Jóhannesson
87.: 3-1 Yousef Salech
21 Kalle Johnsson – 38 Elias Jelert, 26 Marios Oikonomou (46.: 39 Daniel Haarbo), 20 Nicolai Boilesen (anf.), 19 Bryan Oviedo - 8 Isak Johannesson, 18 Andri Baldursson, 30 Hákon Arnar Haraldsson – 17 Paul Mukairu (46.: 23 Akinkunmi Amoo), 9 Nicolai Jørgensen (46.: 29 Mamoudou Karamoko), 24 William Bøving (74.: 7 Luther Singh)
Ikke benyttet: 31 Johan Guadagno, 57 Ethan Amundsen-Day