1-3-nederlag til City
I den helt forrygende kulisse i Parken satte Manchester City sig på spillet fra kampens start, og det var ikke meget københavnerne så til bolden i den første halve times tid, hvor Kevin De Bruyne også bragte gæsterne foran efter ti minutters spil.
City havde chancer til flere mål, inden vi efter den halve time kom lidt på bolden oppe på deres halvdel - og pludselig stod det 1-1! Claesson pressede optimistisk Ederson, så han sparkede en tilbagelægning ud til Elyounoussi. Hans skud blev blokeret, men Magnus Mattsson fulgte op og bankede bolden fornemt i netmaskerne til 1-1.
Det fik for alvor Parken til at koge af begejstring, og vi spillede godt med i halvlegens sidste kvarter, som alligevel sluttede med en ærgerlig City-scoring kort inde i tillægstiden, da Kevin De Bruyne tacklede bolden ind i feltet til Bernardo Silva, som udplacerede Grabara.
2. halvleg forløb også med City mest på bolden, men vi holdt dem nede på meget få store chancer. I den anden ende havde Vavro et nærgående hovedstød efter hjørne, og det var heller ikke langt fra, at indskiftede Andreas Cornelius fik en stor chance tæt under mål på et Achouri-indlæg efter en kontra.
Således formåede vi med en kæmpe arbejdsindsats og støtten fra tribunerne at holde kampen - og spændingen - i live lige til det sidste, men i tillægstiden lykkedes det Phil Foden at score til slutcifrene 3-1 til Manchester City.
Tak for den forrygende støtte fra 35.853 tilskuere i Parken.