2-1 og videre til næste runde

Perfekt start på kampen
Til opgøret mod danmarksserie-topholdet fra Helsingør havde Ståle Solbakken ladet en del af de faste profiler blive hjemme, men mønstrede dog stadig en kompetent startelver med masser af 1. holds- og landskampe på CV’et. Ulrik Laursen var klar til kamp trods en brækket næse… det har han den robuste fynbo efterhånden prøvet 5-6 gange, og der er vist ikke så meget næseben tilbage, der kan gå i stykker. Han dannede centerforsvar med Zanka, der i morgen skal en tur på operationsbordet til et lille indgreb i den menisk, der har drillet ham lidt på det seneste. Ailton var klar til kamp igen efter sine rygproblemer, og desuden er det værd at notere, at Atiba Hutchinson for første gang bar anførerbindet i aften.

De forsvarende pokalvindere fik en perfekt start på kampen, da N’Doye efter mindre end fire minutter modtog en fremlægning i feltet fra Oscar Wendt, snurrede rundt om sig selv og Morten Juul Hansen og bankede bolden i nettet.

Morten Juul Hansen, også kendt som ”Gummi”, er en af de Helsingør-spillere, der har erfaring fra spil på højeste niveau, og han repræsenterede i mange år Lyngby Boldklub. En anden er den tidligere Hvidovre-spiller Jonas Kallehauge, der minuttet efter scoringen havde et udmærket hovedstød efter hjørne, som havde retning mod det fjerneste målhjørne, hvor N’Doye med lidt besvær fik headet væk.

Helsingør bed godt fra sig
Det skulle vise sig at være et tidligt varsel om, at gæsterne ikke skulle tage alt for let på tingene, trods den tidlige føring. Det gjorde de nu heller ikke i indledningen, hvor Vingaard var tæt på at finde Ailton i fri position inde foran mål, og Ailton selv skabte en fin chance ved at stikke af fra to mand i venstre side, men afsluttede lige på målmand Mads Hamberg.

Men ganske langsomt begyndte man at slække lidt på grebet, og efter et lille kvarter måtte Wiland i aktion og bokse et giftigt indlæg fra venstre backen Ronni Andersen væk for næsen af den store forward, Casper Sørensen, der lå alene fremme i en fleksibel 4-5-1-formation, hvor de to kanter, Dennis Borup i venstre og Kienn Jensen i højre flittigt stødte med frem. Især sidstnævnte gjorde et rigtig godt indtryk med mange gode aktioner, der holdt Niclas Jensen godt beskæftiget.

Midt i halvlegen var tempoet dalet gevaldigt, og det var absolut ikke til mestrenes fordel, og de formåede ikke at vise den forskel, der burde være på SAS Ligaen og Danmarksserien. Men Helsingør skal også roses for at spille både klogt og optimistisk, og godt 10 minutter før pausen tilspillede de sig en kæmpechance, der med lidt held havde bragt balance i regnskabet. Igen var Kienn Jensen den kreative kraft i et godt opspil på højrekanten, og da Laursen ikke fik afvist indlægget effektivt, røg bolden hen til en helt fri Dennis Borup, der fyrede resolut af. Laursen fik dog lige stukket et ben ud og blokeret til hjørne.

Få chancer, trods stort spilovertag
Det var som om det fik gæsterne lidt mere op på dupperne frem mod pausefløjtet, men fik kun tilspillet sig en enkelt chance, da N’Doye kom på skudhold i venstre side, men ramte bolden skævt og skød forbi.

Efterhånden sænkede aftenmørket sig over Helsingør Stadion, der til lejligheden var oplyst ved hjælp af fire mobilkraner i hver sit hjørne, hvor der var hejset lysanlæg op. En løsning, som AC Horsens også benyttede, da deres stadion blev bygget om, men lysstyrken var ikke optimal, og det hele virkede lidt tusmørkeagtigt.

Byens Hold forsøgte at ”finde lyset” efter pausen ved at sætte et højere tempo og tryk på hjemmeholdet, men stadig kom der bemærkelsesværdigt få afslutninger ud af den megen boldbesiddelse. For mange indlæg lå ikke præcist nok, og skud fra distancen så man stort set ikke.
Stemningen fra de medrejsende fans var heller ikke just sprudlende, og antalsmæssigt levede de i hvert fald ikke op til hjemmeholdets forventninger, for der var sat mere end rigelig plads af på den ståtribune, der var reserveret til dem.

På chance-blokken noterer vi, at Ailton havde en afslutning, som keeperen tog sig af, og Atiba Hutchinson havde et fladt skud fra distancen, som strøg forbi den ene stolpe, men ellers var der ikke rigtig noget, der gav Helsingør-keeper Mads Hamberg sved på panden. Til gengæld fik alle regn på panden, da det begyndte at sile ned et kvarters tid efter pausen, men det stilnede dog af igen efter et stykke tid.

Sensationen lurede
Med godt 20 minutter igen skete så det, der nogle gange sker for de ”store” hold, når de ikke i tide får lukket kampene – de undertippede producerede en målchance ud af ingenting og så lå bolden i netmaskerne bag Johan Wiland! Det var en lang bold nede bagfra, som Laursen ikke fik headet væk, og så kunne Michael Gorm Nielsen fikst løfte den ind i feltet til netop indskiftede Jonas Rohrberg, der sparkede den sikkert i kassen til udelt begejstring hos helsingoranerne.

Det blev dog samtidig et wake up-call for mestrene, der absolut ikke havde lyst til at skulle ud i forlængning og tilmed straffespark – igen, fristes man til at sige med tanke på de marathondyster vi tidligere har været ude i mod Thisted, Slagelse og Lyngby. Ståle gjorde så småt klar til at sende Santin på banen for at fremtvinge afgørelsen i den ordinære spilletid, men han nåede aldrig at komme ind, før de andre 11 havde genoprettet føringen.

Ailton satte tingene på plads
Helsingør havde netop måttet udskifte en skadet højre back, Nicklas Jonassen, og hans afløser Christian Tyron nåede dårligt nok at finde sin plads, før han blev udfordret af Ailton. Brasilianeren trak forbi ham ind i feltet og sendte et hårdt, fladt spark af sted, som Hamberg ikke nåede ned til, før den strøg forbi ham og i mål via den fjerneste stolpe.

Fem minutter efter kunne Ailton have lukket og slukket, da Hutchinson – der spillede en fremragende 2. halvleg – spillede ham fri i dybden, og han trak også uden om keeperen, men fra spids vinkel sendte han bolden lige forbi mål.

Hjemmeholdet havde viljen, men ikke kræfterne til for alvor at sætte mestrene under pres mod slutningen, men fik dog et par dødbolde i overtiden, som tændte et lille håb på lægterne. Det blev dog ved lige-ved-og-næsten og et ærefuldt nederlag mod ”overmagten”, der i øvrigt for en sjælden gangs skyld ikke foretog en eneste udskiftning i kampen.