2-1 over Randers FC efter god 1. halvleg
En glimrende 1. halvleg grundlagde dagens sejr med en velfortjent 2-0-føring, men efter pausen holdt vi ikke niveau og der blev unødig spænding til sidst.
Gæsterne chokstartede med et drønende langskud på underkanten af overliggeren efter et boldtab af Kaufmann på egen banehalvdel, men minuttet efter revancherede han sig ved fornemt at lobbe bolden i nettet på en lang fremlægning fra Pierre Bengtsson, som Randers-forsvaret gik galt af.
Vi havde flere flotte angrebsopbygninger og store chancer til at øge, inden Stage fordoblede føringen efter 26 minutter. Efter endnu et smukt angreb dundrede han bolden ind ved fjerneste stolpe efter et præcist indlæg fra. Varela.
Randers havde også et par muligheder i det første kvarters tid, men siden lukkede vi godt af, så de ikke kom til mere, men uden at de var helt ude af kampen.
Efter pausen kunne vi ikke fastholde tempoet og grebet om kampen, så der blev meget langt mellem, at vi var farlige oppe i deres ende. Trods mere spil kom Randers dog heller ikke til det helt store, før syv minutter før tid, hvor Emil Riis udnyttede et hul i forsvaret og skabte spænding om udfaldet.
Randers fik siden en enkelt stor kontrachance, og i de absolut sidste sekunder var de tæt på igen, men vi formåede at holde fast og hente yderligere tre point til kontoen, inden vi nu tager fat på slutspillet.