2-1 over Trelleborg
På grund af landskamppausen var der fredag eftermiddag arrangeret træningskamp mod Trelleborg fra Allsvenskan, og Byens Hold vandt 2-1, hvilket også var stillingen ved pausen. Så a propos landskampe kan man sige, at Danmark fik en fin generalprøve mod Sverige - bortset fra at det var to brasilianske scoringer, der afgjorde kampen. Begge signeret Ailton, der spillede samtlige 90 minutter og ligesom holdkammeraterne fik en god gang kamptræning, mens ligaen ligger stille.
F.C. København indledte kampen med følgende holdopstilling:
Rune Nilssen
Danni Jensen - Peter Larsson - Ulrik Laursen - Niclas Jensen
Martin Vingaard - Thomas Kristensen - Hjalte Nørregaard - Saban Özdogan
Ailton Almeida - Dame N'Doye
Løverne fik kampens første gode mulighed, da Vingaard efter fint opspil i venstre side fandt Hjalte Nørregaard, der desværre afsluttede lige forbi mål fra kanten af straffesparksfeltet. I stedet tog svenskerne ledningen, som man siger hinsidan, da Fredrik Jensen slap alene igennem efter en fejl af Ulrik Laursen. Han chippede bolden over den fremstormende Rune Nilssen, og Andreas Wihlborg sparkede den det sidste stykke over målstregen.
Ellers havde svenskerne ikke meget at byde på offensivt, og mestrene fik efterhånden et solidt overtag, der efter en halv times spil resulterede i udligningen. En velspillende Niclas Jensen stod for opspillet, og da Trelleborg-forsvaret tøvede lidt i feltet, slog Ailton til og bankede bolden sikkert i netmaskerne.
I det 38. minut var brasilianeren igen på plads, denne gang efter et fint ryk af N'Doye i højre side, og på det flade indlæg i feltet firsttimede Ailton bolden ind ved nærmeste stolpe.
I pausen blev Peter Larsson og Martin Vingaard taget ud til fordel for Mikael Antonsson og Marc Dal Hende, og sidstnævnte lagde sig op foran med Ailton, mens N'Doye rykkede ud på venstre midt.
Efter få minutter var netop Dal Hende centimeter fra at øge til 3-1 efter en svensk forsvarsfejl, men alene med keeperen sendte han desværre bolden lige forbi stolpen.
Ailton brændte også en pænt stor hovedstødschance på et indlæg fra Saban Özdogan, og københavnerne sad i det hele tungt på kampen i hele 2. halvleg, hvor Rune Nilssen nok var den, der fik mest træning af banens aktører.
Med et kvarter igen fik yderligere tre unge spillere chancen, da Haydar Said, Thomas Jari Jørgensen og Morten Thomsen kom ind i stedet for Danni Jensen, Niclas Jensen og Saban Özdogan. Dermed var formationen det sidste kvarter Nilssen - Said, Antonsson, Laursen, Jari - TK, Hjalte, N'Doye, Dal Hende - Thomsen, Ailton.
Da Kenn Hansen fløjtede af efter 90 minutter stod det stadig 2-1, men mere end sejren glædede Ståle & co. sig over en god gang kamptræning til spillerne, der nu kan se frem til en sjælden friweekend i det ellers tætte kampprogram i SAS Ligaen, pokalturneringen og UEFA Europa League.
Rune Nilssen fik en hel kamp, men havde ikke meget at lave i dag.
Dagens dobbelte målscorer i aktion
Tre unge løver gør sig klar til det sidste kvarter:
fra venstre Haydar Said, Thomas Jari Jørgensen og Morten Thomsen
Marc Dal Hende (t.v.) fik hele 2. halvleg - med nr. 26 er det Morten Thomsen
N'Doye nåede at spille flere positioner - her udfordrer han Trelleborgs keeper ved et hjørnespark
Tekst & foto: Torkil Fosdal, FCK.DK