Ailton til F.C. København
F.C. København har sikret sig det brasilianske stortalent og angrebsstjerne i svenske Örgryte, Ailton José Almeida. 21-årige Ailton tiltræder hos F.C. København den 1. januar 2007 på en 4½-årig kontrakt.
- Jeg har haft to gode år i Sverige og lært utrolig meget. Nu glæder jeg mig til de nye udfordringer i Skandinaviens største klub. Flere har allerede nævnt mig som afløser for Álvaro – men jeg er Ailton og ser frem til at vise min nye klub og de mange fans, hvad det er jeg er bedst til, siger Ailton.
Ailton, der voksede op i den lille by Hematita nær Rio de Janeiro, har fået sin fodboldopvækst i den brasilianske storklub Atlético Mineiro. I 2003 blev han lejet ud til Corinthians, før han drog til Örgryte og Sverige i 2004. Ailton har indtil videre spillet 45 kampe og scoret 25 mål for Göteborg-klubben i den bedste svenske række.
- Det er en spiller, der altid scorer mål. Han er god en-mod-en, hurtig og samtidig en sikker opspilsstation. Han har endda et stort forbedringspotentiale, da han er ung. Jeg har fulgt ham længe, og jeg er glad for, at klubben har skrevet en lang kontrakt med Ailton. Han er et af de absolut største angrebstalenter i skandinavisk fodbold, siger cheftræner Ståle Solbakken.
- Vi følger skandinavisk fodbold nøje, og Ailton har været vores førsteprioritet i længere tid. Allerede sidste år viste han sit kæmpe potentiale, og efter han er kommet tilbage fra sin skade har han dokumenteret, at han besidder et meget højt niveau. I takt med klubbens udvikling bliver det sværere og sværere at finde spillere, der kan tilføre yderligere kvalitet til holdet, men vi er sikre på, at vi med Ailton har fundet en spiller med de rigtige forudsætninge, siger Carsten V. Jensen.
>>> Se interview med Ailton her
Ailton i sin nye trøje...
Ailton overtager Álvaros nummer 7...