Junior til F.C. København


Junior flankeret af Carsten V. Jensen og Flemming Østergaard
Foto: Lars Møller / Sportsagency.dk

 

 

F.C. København og Malmø FF har i dag indgået aftale om en øjeblikkelig transfer af den brasilianske angriber José Luis Guimarães Sanabio Junior, der efter halvandet år i den sydsvenske klub vender tilbage til Danmark, hvor han sidst spillede for Odense Boldklub. Junior har skrevet en 2½-årig kontrakt med de danske mestre.

 

31-årige Junior nåede at spille 51 kampe for Malmø FF, og han scorede 25 mål. I sæsonen 2005/06 repræsenterede han OB, hvor han havde stor succes og scorede 10 mål i 17 kampe for fynboerne.

 

- Siden Junior kom til OB i Danmark og siden Malmø FF i Sverige har han holdt et imponerende højt niveau. Det gælder naturligvis dels som målscorer, men nok så vigtigt i den fase af spillet, hvor angrebsspillet etableres. Junior har i sine samtaler med os ikke lagt skjul på sin begejstring ved at få muligheden for at spille i PARKEN for Byens Hold, og jeg er overbevist om, at han bliver en gevinst for klubben, siger sportschef Carsten V. Jensen.

 

- Da jeg hørte om interessen fra F.C. København, var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg ville hertil. Det er Skandinaviens største klub og jeg glæder mig til at spille i PARKEN. Jeg kender meget til klubben i forvejen og har set FCK spille mange gange, så jeg ser virkelig frem til at starte, siger Junior.

 

Junior får trøje nummer 18 hos de danske mestre. En af de kommende dage slutter den brasilianske angriber sig til sine holdkammerater, der i dag er rejst på træningslejr i sydspanske La Manga.