F.C. København sælger Dame N’Doye
Efter 150 kampe og 82 mål for F.C. København, har løverne solgt senegalesiske Dame N’Doye. Klubbens all-time topscorer skifter til russiske Lokomotiv Moskva med øjeblikkelig virkning.
- Det er lidt af et eventyr der slutter her. Hentet til København fra udkanten af den græske liga, den første tid blev vanskelig og der var lang vej til anerkendelsen og hæderen. Men det endte med mesterskaber, topscorerpriser og Champions league. Men alting har en ende og vi vil altid huske "Doye" for en stor indsats i en fantastisk periode i klubbens historie, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.
Dame N’Doye kom til F.C. København fra OFI Kreta i vinteren 2009. N’Doye debuterede mod Manchester City i UEFA Cuppen i februar 2009, og scorede sit første mål for klubben i marts 2009 på udebane mod Randers FC i Superligaen. Sidste kamp (og N’Doyes 82. mål) var mod Silkeborg IF den 23. maj 2012 i PARKEN.
Dame N’Doye vil være til stede i PARKEN ved aftenens træningskamp mod West Bromwich Albion, hvor klubben og fans vil sige farvel til senegaleseren.
I forbindelse med salget af Dame N’Doye er der udsendt en selskabsmeddelelse, der kan læses på parken.dk.