FCK henter norsk landsholdsspiller
- Tom er en solid signing, der vil skærpe konkurrencen på begge backpositioner hos os. Samtidig er han en meget erfaren og professionel spiller, som har flere gode år foran sig. Derfor glæder vi os til at byde ham velkommen i PARKEN til sommer og ser frem til at arbejde sammen med ham i København, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.
29-årige Tom Høgli kom til belgisk fodbold i 2011 og har foreløbigt spillet 68 kampe for Club Brugge. Før da repræsenterede han Tromsø og Bodø/Glimt i den bedste norske række. Høgli spiller også på det norske landshold, hvor det indtil nu er blevet til 38 kampe og to mål.
- Jeg har nu et arbejde at gøre færdig i Belgien og Brugge, men der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg glæder mig meget til at komme til Nordens største by og spille for Nordens største klub til sommer, siger Tom Høgli.