25 år siden: Aalborg-bank og Jazz-blamage

Vi indledte 94/95-sæsonen sidste uge med Copenhagen Football Festival i Parken mod Chelsea og FC Köln, der var opvarmning til den følgende uges sæsonpremiere i Superligaen og UEFA Cup’en.

Underholdende og målrigt i Aalborg
Lørdag den 6. august 1994 løb vi på banen i Aalborg til vores niende møde med AaB, og statistikken var på vores side, for vi havde ”kun” tabt den famøse 4-6-kamp i sæsonafslutningen 92/93, hvor vi allerede havde sikret mesterskabet.

Men igen blev vi mindet om, at statistik er et bakspejl og ikke en krystalkugle, for efter 90 minutter gik vi fra banen med et 2-5-nederlag. Den generelle opfattelse i medier og fankredse var dog, at vi på mange måder spillede en udmærket kamp, hvis bare ikke forsvaret havde været hullet som en si!

Allerede efter otte minutter slap Erik Bo Andersen fri af Ole Tobiasen på en dybdeaflevering fra Jan Pedersen, og selv om Brian Flies fik foden på Røde Romarios afslutning med det kolde højreben, kunne han ikke forhindre en tidlig aalborgensisk føring.

AaB-scoring i sæsonpremieren 94/95


Vi var dog godt med i kampen, og tvillingerne fik bl.a. annulleret et mål efter et kvarters tid, inden den igen var gal i vores bageste rækker. Midt i halvlegen snød Peter Rasmussen Morten Falch midt på vores banehalvdel og fik tid og plads til at løbe ned i feltet og udplacere Flies.

Bare tre minutter efter var vi dog tilbage i kampen, da Falch fandt Per Frandsen med en fornem fremlægning i feltet, som den debuterende eks-1903’er lod hoppe en enkelt gang, inden han med et præcist vristspark sendte bolden i en smuk bue over AaB-keeper Thomas Gill.

Per Frandsen


Vi var centimeter fra 2-2, da Allan Nielsen bankede bolden på trekantsammenføjningen efter kvikt bandespil mellem Michael Johansen og Morten Nielsen. Men vi tillod også Jens Jessen at tage en løbetur fra midten af egen banehalvdel, hvorfra han skar gennem vores defensiv som en varm kniv gennem blødt smør, men Flies reddede dog hans svage afslutning, da han var alene igennem.

Alligevel blev det 3-1 inden pausen, da Erik Bo i det andet tillægsminut afdriblede et par københavnere, der stadig led af berøringsangst i nærkampene, inden han udplacerede Flies med et fladt spark.

Michael Mio kom ind i pausen i stedet for vores anden debutant, Morten Nielsen, og ti minutter efter pausen kom Peter Møller også ind på sin gamle hjemmebane i stedet for Michael Johansen.

Peter Møller afløser Michael Johansen


Vi kæmpede stadig godt for sagen, og Møller spillede fikst Martin Johansen helt fri i feltet med Gill, som reddede med en fodparade. Men et kvarter før tid blev kampen definitivt afgjort, da Ole Tobiasen lavede en nødbremse på Erik Bo en halv meter uden for feltet. Dels fik han rødt kort, og dels bankede Henrik Rasmussen dødbolden op i krydset til 4-1.

Syv minutter før tid ramte Rasmussen præcis samme sted fra 11-meter pletten, efter Mio havde hægtet Peter Rasmussen i feltet, men bare minuttet efter fik vi et pletskud i den anden ende, da Torben Boye rev Falch omkuld i feltet, og Peter Møller hamrede også bolden op i krydset med usvigelig sikkerhed.

Men selv om vi var med til at skabe en fodboldfest, var det naturligvis skuffede løver, der rejste hjem for at lade op til hjemmekampen mod det upåagtede finske mesterhold FC Jazz.

Matchfacts
Lørdag den 6. august 1994, kl. 15.00 på Aalborg Stadion. Superligaen, 1. runde

AAB-F.C. KØBENHAVN 5-2 (3-1)
8.: 1-0 Erik Bo Andersen
22.: 2-0 Peter Rasmussen
25.: 2-1 Per Frandsen
45+2.: 3-1 Erik Bo Andersen
74.: 4-1 Henrik Rasmussen
83.: 5-1 Henrik Rasmussen (straffe)
84.: 5-2 Peter Møller (straffe)
4.900 tilskuere. Dommer: Peter Mikkelsen
Advarsler: Lars Thomsen, AaB og Morten Falch, F.C. København. Udvisning: 73.: Ole Tobiasen, F.C. København.

FCK: 1 Brian Flies - 2 Ole Tobiasen, 6 Christian Lønstrup, 4 Morten Falch - 14 Morten Nielsen (46.: 17 Michael Mio Nielsen), 5 Lars Højer, 7 Allan Nielsen, 11 Michael Johansen (56.: 9 Peter Møller), 8 Iørn Uldbjerg - 15 Per Frandsen, 10 Michael Johansen. (Ikke benyttet: 18 Per Poulsen)

AaB: Thomas Gill - Torben Boye, Ib Simonsen, Henrik Madsen - Jens Jessen, Lars Thomsen, Henrik Rasmussen, Jens Madsen, Jan Pedersen (46.: Thomas Thomasberg) - Peter Rasmussen, Erik Bo Andersen (74.: Peter Woodring). (Ikke benyttet: Lars Winde)

- - - - -

Finsk Jazz-festival
Den eneste ændring på holdet var, at Mio startede inde i stedet for Morten Nielsen, så Højer kom ud på højre kanten, mens Mio indtog sin sædvanlige centrale rolle på midtbanen.

Vi indledte ganske glimrende og styrede begivenhederne de første 15-20 minutter, hvor vi også skabte to kæmpe chancer, der måske havde givet kampen et andet forløb.

Efter fem minutter fik Højer en stor skudchance på kanten af feltet, men skød et par meter forbi fjerneste stolpe, og Martin Johansen var kort efter alene igennem, men misbrugte også. Højer havde endnu et udmærket skudforsøg, og Per Frandsen var meget tæt på scoring med et flyvende hovestød fra 7-8 meters afstand.

Lars Højer


Foreløbig lyder det da meget tilforladeligt, ikke?

Vores forsvar havde dog en enkelt gang eller to vist samme usikkerhed som i Aalborg, og finnernes ene brasilianer, Piracaia, havde tvunget Flies til en flyvende redning på et lumsk skudforsøg. Og den finske kontrakniv blev også hvæsset, da Michael Johansen lagde et hjørne langt tilbage på banen til Lars Højer, som mistede den, mens alle mand stod oppe i det finske felt og ventede på et indlæg.

Men efter 33 minutter var den helt gal. Efter et clearet Jazz-hjørne spillede de sig enkelt gennem vores højre side, og Piracaia lagde bolden på tværs til landsholdsforwarden Jukka Ruhanen, der sparkede den ind fra få meters afstand – dog lidt heldigt via stolpen!

Samme Ruhanen spillede i øvrigt for Mikkeli, da vi to år tidligere slog dem sammenlagt 10-1, men denne gang tog han revanche, for det blev kampens eneste scoring.

Vi kollapsede nærmest totalt efter målet og formåede aldrig at finde de gode takter fra indledningen. En frustreret Frandsen burde tilmed være smidt ud for at hamre en albue i nakken på en finne, da bolden var langt væk, men han slap underligt nok med advarsel.

Men der manglede både vilje og moral, selv om det gav lidt mere tyngde oppe foran, da Møller og Kim Mikkelsen kom ind i pausen i stedet for tvillingerne. Men for mange lange bolde blev bevidstløst hældt op i hovederne på de solide finner, der ikke gjorde meget væsen af sig, men leverede en gedigen professionel udekamp.

Alligevel skulle de have været straffet et kvarter før tid, da Lønstrup gik med frem, opsnappede en bold uden for feltet endte med at blive fældet af. Men lige så sikker, Møller havde været fra pletten i Aalborg, lige så dårligt sparkede han denne gang bolden langt forbi og op på tribunen.

Christian Lønstrup


Der var i øvrigt folk fra bl.a. Padova for at se på Lønstrup, og ifølge pressen afviste vi et bud på 8 mio. kr., fordi vi forlangte 11 mio. kr. Set i bakspejlet skulle man måske have taget de penge, for som vi senere skal se, var vi tæt på at gå konkurs i løbet af sæsonen...

Beherskede reaktioner
Mens pressen grådigt gravede de store krise-overskrifter frem, forsøgte anfører Iørn Uldbjerg og bestyrelsesformand Harald Nielsen at slå koldt vand i blodet trods blamagen:

”Vores indstilling var god nok. Vi råbte til hinanden og forsøgte at hjælpe, når en spiller gik i stå, men jeg har det sådan med jazz, at jeg ikke kan holde det ud. Jeg er mere til rap og rock, men vi skal havde ødelagt jazzen i returkampen om to uger i Finland,” sagde Iørn Uldbjerg til Ekstra Bladet.

Iørn Uldbjerg


”Nu skal vi jo ikke gå ud og lave nogen ændringer her,” sagde Harald til TV2. ”Holdet har jo sådan set spillet godt nok, og de tilspillede sig ti chancer, hvor det finske hold har to, og har vi bare to chancer deroppe og laver mål på dem, og finnerne ikke laver nogen så er resultatet jo vendt igen,” sagde Harald optimistisk – og profetisk, skulle det vise sig – inden han med alvorsmine tilføjede.

”Men holdet er så ukoncentreret og fuldstændig ude af sig selv, så der skal arbejdes med det. Men vi ved, de kan spillede bold, men de kan også falde fuldstændig sammen, som de gjorde her. Det er det, vi skal arbejde med.”

Harald Nielsen


Matchfacts
Tirsdag den 9. august 1994, kl. 19.00 i Parken. UEFA Cup, kval.runde, 1. kamp
F.C. KØBENHAVN-FC JAZZ (Finland) 0-1 (0-1)
33.: 0-1 Jukka Ruhanen
4.390 tilskuere. Dommer: Karol Ihring, Slovakiet
Advarsler: 15 Per Frandsen og 5 Lars Højer, F.C. København, og Piracaia og Jukka Rantanen, FC Jazz.

FCK: 1 Brian Flies - 2 Ole Tobiasen, 6 Christian Lønstrup, 4 Morten Falch – 5 Lars Højer, 3 Michael Mio Nielsen, 7 Allan Nielsen, 11 Michael Johansen (46.: 16 Kim Mikkelsen), 8 Iørn Uldbjerg - 9 Per Frandsen, 10 Michael Johansen (46.: 15 Peter Møller).

Ikke benyttet: 18 Per Poulsen, 12 Michael Giolbas, 14 Morten Nielsen

FC Jazz: Tommi Koivistoinen, Risto Koskikangas (63.: Janne Puputti), Rami Nieminen, Juha Riipa, Jukka Rantanen, Jokimäki (71.: Petri Toivonen), Lasse Karjalainen, Jarmo Alatensiö, Cardoso, Piracaia, Jukka Ruhanen

Ikke benyttet: Markus Juhola, Pasi Sulonen, Luiz Antonio