25 år siden: Fra 0-2 til 2-2 mod AGF
En sejr, et nederlag og en uafgjort var udbyttet af vores tre Superligakampe i foråret 95, og søndag den 9. april kom der endnu et point på kontoen, da vi hjemme spillede 2-2 mod AGF.
Morten Falch var tilbage fra karantæne, mens Mukremin Jasar stadig var ukampdygtig efter at have vrikket om på foden til træning. Hos AGF lurede den unge angriber Martin Jørgensen stadig i kulissen og var på vej tilbage efter en knæskade, men ligesom klubbens spillende manager, Jan Bartram, var han denne weekend på Danmarksserieholdet.
Opgøret var, med Ekstra Bladets ord, ”trillerne mod tonserne”, men de faldt dog ikke for fristelsen til at kalde Johansen-brødrene for ”trillingerne”. Benny Johansen sagde ellers efter kampen, at vi i store perioder spillede for småt og for stillestående, og at bolden blev varmet for meget, men han nævnte ingen navne...
Tonserne fra Aarhus var til gengæld effektive, for selv om vi havde mest spil i 1. halvleg, skabte AGF flest chancer og udnyttede dem også bedst.
Nocko Jokovic åbnede scoringen efter små tyve minutter, da Thomas Thorninger erobrede bolden fra Lønstrup oppe omkring midten, hvorefter Jokovic næsten uhindret trak ned mod vores felt og kanonerede bolden flot ind uden for Per Poulsens rækkevidde.
Senere måtte Poulsen hive en af flere gode redninger frem for at fiste et Thorninger-hovedstød fra nært hold over mål, men til gengæld reagerede veterankeeperen lige lovlig sent, da Jokovic fem minutter før pausen sendte et langskud afsted, som sneg sig ind ved den ene stolpe. Poulsen tog da også målet på sin kappe bagefter.
På en af vores få chancer før pausen nåede Michael Johansen dog at reducere inden pausen efter et smukt opspil, hvor han blev spillet elegant fri i feltet af bror Martin og udplacerede Lars Windfeld.
Vi kom bedre ud efter pausen og spillede nu meget mere direkte og pågående, så alle mand behøvede ikke at røre bolden et par gange, før den kom ind i feltet. Det forvirrede nok gæsterne for en stund, for forsvaret ret stillestående efter ti minutter, da Per Frandsen fik god plads til at heade Michael Johansens indlæg ind til 2-2.
Siden mistede vi grebet om kampen, og som tiden gik mistænkte man begge hold for, at frygten for et nederlag overskyggede lysten til at gå hårdt efter sejren.
Retfærdigvis skal det dog siges, at hvis kampen skulle have haft en vinder, så var det ikke os... Per Poulsen havde tidligere i halvlegen haft en god redning på et hårdt Håvard Flo-hug fra distancen, og kort før tid fandt nordmanden Thorninger tæt under mål, men han styrede bolden forbi Per Poulsens mål og ud på den tomme teleskoptribune foran den gamle hovedtribune.
Selv om begge hold således fik point på kontoen, var stemningen ikke ligefrem overstadig i de to omklædningsrum. ”Det eneste jeg er tilfreds med, det er at vi indhenter AGF’s føring,” sagde Benny Johansen, mens AGF's cheftræner Peter Rudbæk naturligvis udtalte sig med modsat fortegn.
Efter fire runder af slutspillet var halvdelen af alle kampe endt uafgjort, og det efterlod os på en delt sidsteplads sammen med AGF og Næstved, men stadig med ”kun” tre point op til Lyngby på tredjepladsen. Vi var også med i pokalsemifinalerne, hvor vi fire dage senere skulle møde topholdet AaB hjemme i Parken i den første af to kampe!
Søndag den 9. april 1995, kl. 15.00 i Parken. Superliga-slutspil, 4. runde
F.C. KØBENHAVN-AGF 2-2 (1-2)
19.: 0-1 Nocko Jokovic
39.: 0-2 Nocko Jokovic
43.: 1-2 Michael Johansen
55.: 2-2 Per Frandsen
6.622 tilskuere. Dommer: Jørn West Larsen.
Advarsler: Torben Piechnik, Henrik Mortensen og Gunner Lind, AGF
F.C. København: 1 Per Poulsen - 2 Ole Tobiasen, 17 Michael Mio Nielsen, 3 Diego Tur - 5 Lars Højer, 4 Morten Falch, 6 Christian Lønstrup (75.: 16 Carsten V. Jensen), 8 Iørn Uldbjerg - 10 Martin Johansen, 15 Per Frandsen, 11 Michael Johansen
Ikke benyttet: 14 Morten Nielsen og 18 Karim Zaza
AGF: Lars Windfeld - Flemming Linnebjerg, Martin Nielsen, Torben Piechnik - Arek Gmur, Claus Struck, Henrik Mortensen, Gunner Lind - Thomas Thorninger (78.: Claus Christiansen), Håvard Flo, Nocko Jokovic (85.: Palle Sørensen)
Ikke benyttet: Niels Christian Jørgensen