25 år siden: Højer gjorde igen det onde ved AaB
Choksalget af Allan Nielsen
Til udekampen i Aalborg den 2. april 1995 var Christian Lønstrup og Per Frandsen tilbage fra karantæne, men til gengæld afsonede Morten Falch en enkelt spilledag. Størst opmærksomhed var der dog om salget af Allan Nielsen til Brøndby et par dage tidligere, men det var ikke et lyn fra en klar himmel. Det var en nødraket under en mørk, truende himmel, der betød at vi kunne holde skuden sejlende trods voldsom økonomisk bølgegang, der kunne have endt med forlis.
"For tre uger siden havde jeg overhovedet ikke tænkt på at skifte klub. Men pludselig var tilbuddet der, og pengene kan FCK åbenbart godt bruge," sagde hovedpersonen selv til B.T.
Knap så diplomatisk var cheftræner Benny Johansen i Ekstra Bladet: "Vi står foran to vigtige pokalkampe (semifinaler mod AaB, red.) og kæmper netop nu for at finde os selv i Superligaen, så meget mildt sagt er jeg dybt skuffet over, at ledelsen sælger så vigtig en spiller som Allan Nielsen. Han er ikke kun holdets anfører, men også en topprofessionel type, der går i spidsen."
Han blev den første af tre spillere i 1995, som skiftede fra FCK til Brøndby. I sommeren 1995 gik Peter Møller samme vej, efter at have været udlejet til FC Zürich i det meste af 94/95-sæsonen, og ved årets udgang skiftede Kristoffer Johannsen til Brøndby ved kontraktudløb. Siden har ingen FCK-spillere taget turen direkte ud på Vestegnen.
René Tengstedts første start
I sæsonpremieren i august tabte vi hele 2-5 til aalborgenserne, som nu førte Superligaen med et point foran Brøndby og blev regnet for klare favoritter mod vores svingende mandskab, der for første gang havde den 19-årige nordjyde René Tengstedt med fra start, efter at Mukremin Jasar vred om på foden et par dage før og var ukampdygtig. René fik sin fodboldopvækst i Aalborg Chang, men skiftede som 17-årig til hovedstaden, hvor han aldrig rigtig bed sig fast og senere tog et stort spring til Fortuna Düsseldorf.
Der var fuldt hus i Aalborg, hvilket kun betød 8.250 tilskuere, for stadion var under ombygning, så hele den østlige endetribune var ubrugelig, og kapaciteten på den modsatte var reduceret af sikkerhedsmæssige årsager.
To hurtige scoringer
Erik Bo Andersen stod for kampens første afslutning, da han slap fri på kanten af feltet, men afsluttede svagt lige ind til Per Poulsen. Til gengæld var der mere snert over vores første afslutning efter 13 minutter. Carsten V. tog et kort hjørne til Martin Johansen, tydeligvis indstuderet, fik bolden igen og sparkede hårdt, fladt ind mod den forreste stolpe, hvor Lønstrup pressede sig foran Jes Høgh og sendte bolden ind bag Thomas Gill.
Hjemmeholdet svarede dog hurtigt igen med et par gode angreb, og blot tre minutter senere udlignede de efter et smukt opspil. Jes Høgh spillede 1-2 med en medspiller og headede bolden videre i vores felt, hvor Erik Bo kastede sig ned og dirigerede bolden i nettet med de røde lokker.
AaB fortsatte dominansen, og midt i halvlegen slap Jan Pedersen fri til skud i feltet, men Per Poulsen nåede at parere afslutningen, der var hårdere end det var velplaceret. Siden kom vi dog fint med igen og fik en gylden mulighed, da Thomas Gill sendte en aflevering lige ud i fødderne på René Tengstedt, men Per Frandsen fik ikke rent træf på afslutningen, så Gill gjorde skaden god.
Kort efter åndede AaB’erne lettet op, da Højer brændte et frispark fra 35-40 meters afstand, for kanonskytten havde allerede scoret seks gange i vores ni tidligere opgør mod AaB - og flere gange langt længere udefra end 11-meterpletten!
Chancefattig 2. halvleg
Også efter pausen stod Erik Bo for den første afslutning, men igen var Per Poulsen ”sikre Per” mellem stængerne, men i det store og hele skete der ikke ret meget i de to felter, før vi tog hul på det sidste kvarter. Her flugtede Calle Facius flugtede bolden tæt forbi efter et af flere indlæg fra Jens Jessen, som vist ikke er den Jens Jessen, der har lagt navn til vejen ved vores træningsanlæg.
Det trak således op til uafgjort, hvilket var værre for AaB end for os, men pludselig tog vi en af de defensive blundere, som havde plaget os gennem hele sæsonen, men som vi ellers havde vi undgået denne eftermiddag. Indskiftede Michael Johansen tabte bolden til Calle Facius, som fangede vores forsvar i ubalance og spillede Jens Madsen fri i udkanten af feltet. Hans flade skud passerede Per Poulsen og havde tilsyneladende kurs mod mål, men alligevel satte Erik Bo foden på bolden tæt under mål og styrede den ind.
Det lugtede langt væk af offside, men flaget blev nede hos linjedommer Jens Peter Stærk, og Peter Mikkelsen godkendte scoringen. Vi lader dog Diego Tur få det sidste ord i den sag: ”Ingen tvivl om, der var offside. Jeg lod netop Erik Bo løbe, fordi jeg var helt sikker på, der ville blive fløjtet offside. Det var ringe dømt.”
Røde Romarios 16. sæsonscoring, heraf 15 i Aalborg, lignede en afgørelse, men vi gav ikke op. Problemet var bare, at selv om vi havde spillet udmærket, havde vi haft uhyggeligt svært ved at skabe målchancer, hvis altså ikke lige Gill hjalp til. Mod slutningen forsøgte vi dog et par gange, men Gill havde ikke problemer med hverken et optimistisk saksespark fra Per Frandsen eller et langskud fra Uldbjerg, som ellers fik et skævt opspring på den ujævne bane.
Da uret nærmede sig de 90 minutter, havde hovedparten af de 8.250 tilskuere for længst varmet stemmerne op til sejrssangen, men AaB-spillerne manglede noget coolness og smed boldene for hurtigt væk, når de fik fat i den. Erik Bo afsluttede endda et kontraløb med et dumt boldtab i stedet for den foreskrevne nølen højt oppe på vores banehalvdel. De var ellers advaret, for ugen før smed de også sejren i Næstved i sidste minut...
Vi fik nemlig en sidste mulighed og kastede alle folk frem, og Morten Nielsen, der kort forinden havde afløst Carsten V., tog et optimistisk ryk gennem AaB-forsvaret i højre side, og på hans flade cutback var det - selvfølgelig - Lars Højer, der kom først på bolden og igen gjorde onde ved nordjyderne.
”Selv med et koldt venstreben kunne jeg ikke undgå at score på Morten Nielsens fremragende oplæg,” lød det beskedent fra Højer efter hans 8. sæsonscoring.
Der blev meget stille i Aalborg, og hjemmeholdet nåede dårligt at give bolden op, før Peter Mikkelsen fløjtede af.
Det var en ringe trøst for aalborgenserne, at Brøndby også smed point denne søndag, mens vi måske fandt opskriften på, hvordan vi skulle eliminere nordjyderne i pokalsemifinalerne og bevare chancen for at få lidt til pokalskabet i denne Superligasæson. Den udviklede sig nemlig stadig nogenlunde som det gamle mundheld om, at det var godt det blev bedre, men bedre hvis det var blevet godt!
Søndag den 2. april 1995, kl. 15.00 på Aalborg Stadion. Superliga-slutspil, 3. runde
AAB-F.C. KØBENHAVN 2-2 (1-1)
13.: 0-1 Christian Lønstrup
16.: 1-1 Erik Bo Andersen
78.: 2-1 Erik Bo Andersen
90.: 2-2 Lars Højer
8.250 tilskuere. Dommer: Peter Mikkelsen.
Advarsler: Jens Madsen, AaB, og Diego Tur og Per Frandsen, F.C. København
F.C. København: 1 Per Poulsen - 2 Ole Tobiasen, 17 Michael Mio Nielsen, 3 Diego Tur - 16 Carsten V. Jensen (83.: 14 Morten Nielsen), 5 Lars Højer, 6 Christian Lønstrup, 15 Per Frandsen, 8 Iørn Uldbjerg - 10 Martin Johansen, 9 Rene Tengstedt (56.: 11 Michael Johansen)
Ikke benyttet: 18 Karim Zaza
AaB: 1 Thomas Gill – 2 Lars Thomsen, 4 Jes Høgh, 5 Søren Thorst – 13 Jens Jessen (76.: 3 Jens Madsen), 12 Thomas Thomasberg, 10 Henrik Rasmussen, 6 Calle Facius – 11 Peter Rasmussen, 9 Erik Bo Andersen, 8 Jan Pedersen
Ikke benyttet: Lars Winde og Jacob Krüger