Benny Johansen

25 år siden: Lys forude

Sidste uge mindedes vi den dejlige Derbykamp i Parken i september 1994, der stoppede vores stime på otte Superligakampe i træk uden sejr.

Fire dage senere tog vi imod Slovan Bratislava, som vi kun havde tabt 0-1 til i det første opgør, så der var en vis optimisme om et resultat, der kunne sende os videre til næste runde.

Slovakisk føring, men udligning før pausen
Den led dog et knæk allerede midt i 1. halvleg, da slovakkerne på en lidt tilfældig skudchance lige uden for feltet, hvor vores forsvar dog nok burde have losset bolden ud i Fælledparken, inden det kom så vidt. Men argentineren Fabio Nigro fik perfekt træf, og Per Poulsen fløj forgæves ud efter det velplacerede hug ude ved den ene stolpe.

Men vi reagerede godt på scoringen og begyndte at udfordre dem mere, og kort efter headede Kim Mikkelsen et CV-indlæg fra venstre på underkanten af overliggeren.

Kim Mikkelsens hovedstød tager overliggeren


Per Frandsen havde også et flot, flyvende hovedstød efter en Højer-dødbold, og kanonkongen selv havde også et udmærket frisparksforsøg fra cirka midten af vores banehalvdel...

Vi nærmede os derfor pausen med en vis portion selvtillid, men fik lige en ekstra energi-indsprøjtning. Allan Nielsen generobrede en tabt bold og slog et indlæg fra højre side, som Chvila kastede sig for at blokere, men han ramte den med armen, og den tyske dommer Krug fløjtede naturligvis for Elfmeter, selv om slovakkerne rutinemæssigt protesterede.

Højer hamrede bolden stensikkert ind til 1-1 og tændte nyt håb blandt de kun 4.232 fremmødte i Parken, hvilket var knap 100 færre end Jazz-hjemmekampen tidligere på sæsonen - og dermed alle tiders bundrekord for en europæisk hjemmekamp.

Lars Højer


Chancer nok til at afgøre det
Efter pausen blev vores spil meget bedre, mere frigjort og fantasifuldt, og gav ligefrem minder om foråret 94, hvor vi var tæt på vores andet mesterskab. Det boldsikre Bratislavahold, der stort set var identisk med det slovakiske landshold, stod dybt og forsvarede sig det bedste de havde lært, men vi burde have givet dem en lektion.

Libero Lønstrup var flere gange med oppe i angrebet, og to gange afdriblede han endda den slovakiske keeper uden at få bolden i netmaskerne.

”Jeg er ikke vant til at ligge så langt fremme under angrebene, og jeg var ganske enkelt for langsom og ubeslutsom, da jeg fik chancerne for at sætte sidste fod på værket,” forklarede han bagefter til B.T.

Christian Lønstrup


2-1 havde jo stadig ikke været nok, men vi havde masser af chancer til flere mål. Med tanke på de store chancer, vi brændte i det første opgør – og vores lidt for tøvende indledning på returkampen - var det alt i alt en modstander, vi godt kunne have elimineret.

Men okay, Slovan var ikke dårligere end, at de hjemme slog Dortmund 2-1 i næste runde, men tabte 0-3 i returkampen.

A-tribunen
Laveste tilskuertal nogensinde til en europæisk hjemmekamp


Fra 1-2 til 3-2 i Næstved
Efter Brøndby-sejren og den alt i alt udmærkede præstation mod Slovan Bratislava fortsatte vi de gode takter søndagen efter i Næstved. Den dårlige nyhed var dog, at vi igen kom bagud - endda to gange - men den gode nyhed er, at vi igen viste god moral og fightervilje og ikke bare udlignede to gange, men også vandt.

Efterårets store problem med at undgå forsvarsfejl var ikke helt elimineret, og det kostede en sjællandsk scoring efter bare fem minutter, da Søren Juel forlængede et langt indkast, så Thomas Mathiesen let kunne skubbe bolden over stregen ved den fjerneste stolpe.

Skjult bag Diego og Falch, bringer Thomas Mathiesen Næstved foran


Lars Højer kanonerede os tilbage i kampen efter et kvarter med et frispark lidt uden for hjørnet af Næstved-feltet, som Claus Fallentin sprællede forgæves efter oppe under overliggeren.

Højer gør sig klar med sit sædvanlige tilløb på 20-25 meter...


Næstved var dog stadig en tand mere aggressive og pågående, og midt i 1. halvleg pegede dommer Jørgen Johansen på 11 meter-pletten i nede i vores felt. Til stor forvirring for både de grøn- og gul(!)-blusede, for alle troede det var på grund af en harmløs duel mellem CV og Christian Bank, men dommer Johansen sagde bagefter, at det var Diego Tur, der havde haft for godt fat i Søren Juel.

”Jeg fatter ikke en lyd af det hele. Nok dækkede jeg Søren Juel op, men det var i hvert fald ikke på en måde, som kunne udløse straffespark,” sagde Falch, og flere neutrale iagttagere var tilbøjelige til at give ham helt ret.

”Efter han dømte det mystiske straffespark til Næstved, fik vi en række kendelser, som tydede på, at han var klar over, at den var gal med det straffe,” sagde Carsten V. Jensen efter kampen, så måske blev sol og vind alligevel delt lige den eftermiddag.

Frank Hougaard udnyttede i hvert fald straffesparket til at bringe Næstved foran igen, hvorefter de trak sig tilbage på banen og overlod spillet til os, og i perioder nok lidt for meget. Lønstrup gik med frem og lagde en smuk, maskeret aflevering til Frandsen, som bankede bolden lige over.

Tvillingerne kombinerede også kvikt, og Næstved-forsvaret virkede forståeligt nok nervøse for at lave flere frispark i en radius af 30-40 meter foran målet, men fik dog et enkelt. Måske endda for tæt på, for det var nærmest på kanten af feltet, og en kæmpe mur af sjællændere blokerede Højers hug.

Tre minutter før pausen kom Nicolai Wael - en af flere sydsjællændere med en fortid i FCK-trøjen - en anelse for sent i markeringen af Per Frandsen på et Højer-hjørne, og det blev straffet med et præcist hovedstød, der gik ind til 2-2 via indersiden af den fjerneste stolperod.

Kort efter pausen var marginalerne med os igen, da Martin Johansen - som startede inde for første gang i en måned - med en præcis flugter bragte os foran med et skud, der også tog indersiden af den fjernes stolpe.

Martin Johansens sejrsmål


Den føring slap vi aldrig og hentede dermed sæsonens anden Superligasejr i træk og slap dermed væk fra sidstepladsen i tabellen. Det var samtidig vores første (og eneste) sejr i de i alt fem udekampe, hvor vi spillede helt i gult i efteråret 94.

Sejren afholdt desværre ikke en gruppe af vores fans for at lave en hel del voldsom ballade både under og efter kampen, hvilket medførte tre anholdelser og en del politihundebid.


Tirsdag den 27. september 1994, kl. 19.00 i Parken. UEFA Cup, 1. runde, 2. kamp
F.C. KØBENHAVN-SLOVAN BRATISLAVA 1-1 (1-1)
22.: 0-1 Fabio Nigro
44.: 1-1 Lars Højer (straffe)
4.232 tilskuere. Dommer: Helmut Krug, Tyskland
Advarsler: Allan Nielsen, F.C. København, samt Marian Zeman, Lubomir Faktor og Stefan Maixner, Slovan

F.C. København: 1 Per Poulsen - 4 Morten Falch, 6 Christian Lønstrup, 3 Diego Tur - 5 Lars Højer, 2 Michael Giolbas (78.: Morten Nielsen), 7 Allan Nielsen, 11 Michael Johansen, 8 Carsten V. Jensen - 10 Kim Mikkelsen (46.: Martin Johansen), 9 Per Frandsen

Ikke benyttet: 18 Brian Flies, Iørn Uldbjerg og Michael Mio Nielsen

Slovan Bratislava: 1 Ladislav Molnar - 2 Tomas Stupala, 6 Dušan Tittel, 7 Miroslav Chvila, 3 Marian Zeman, 9 Lubomir Faktor (70.: Samuel Slovak), 4 Robert Tomaschek, 10 Fabio Nigro, 5 Vladimir Kinder, 8 Stefan Maixner (57.: Stefan Rusnak), 11 Jaroslav Timko

Ikke benyttet: Ľudovít Lancz, Frantisek Klinovsky og Juraj Kakas


Søndag den 2. oktober 1994, kl. 15.00 på Næstved Stadion. Superligaen, 10. runde
NÆSTVED-F.C. KØBENHAVN 2-3 (2-2)
6.: 1-0 Thomas Mathiesen
16.: 1-1 Lars Højer
24.: 2-1 Frank Hougaard
43.: 2-2 Per Frandsen
48.: 2-3 Martin Johansen
3.112 tilskuere. Dommer: Jørgen Johansen
Advarsler: Jørgen Juul Jensen, Næstved, og Morten Falch, F.C. København

F.C. København: 18 Per Poulsen - 4 Morten Falch, 6 Christian Lønstrup, 3 Diego Tur - 5 Lars Højer, 7 Allan Nielsen, 12 Michael Giolbas, 11 Michael Johansen, 16 Carsten V. Jensen - 10 Michael Johansen (71.: 19 Kim Mikkelsen), 15 Per Frandsen (57.: 2 Ole Tobiasen).

Ikke benyttet: 1 Brian Flies

Næstved: Claus Fallentin - Nicolai Wael (71.: Bjarne Jensen), Anders Bjerre, Michael Nonbo - Christian Bank, Henrik Frimann, Lars Jakobsen, Frank Hougaard, Tommy Nielsen (57.: Jørgen Juul Jensen) - Søren Juel, Thomas Mathiesen.

Ikke benyttet: Kenn Andersen.