25 år siden: Tre målmænd i bizart opgør
Efterårets sidste kamp i 1994 er gået over i historien som kampen, hvor vi for første og hidtil eneste gang brugte hele tre målmænd i samme kamp.
Ugen før sikrede vi slutspil-pladsen med en dramatisk 3-2-sejr over Ikast, og Lyngby var også sikre på at slutte mellem de otte bedste. Men der var alligevel lidt på spil, for man halverede pointene fra efteråret, og hvis sluttede man med et ulige pointtal, rundede man op.
Bizar pointsituation
Det var dog en bizar situation: Lyngby havde 18 point inden kampen og kunne højst få 10 point med over ved bare at spille uafgjort - og med en sejr fik de stadig kun 10 point med. Vi havde 15 point inden kampen og skulle vinde for at få 9 point med over i stedet for de 8 point, som vi ville få med uanset om vi spillede uafgjort eller tabte...
Vi havde Michael Johansen tilbage fra karantæne, men i stedet afsonede Per Frandsen en spilledags karantæne sammen med Lyngbys Henrik Larsen og Johnny Vilstrup. Ud over fra "Store" Larsen – som de dage forhandlede om et skifte til Admira Wacker - var der seks andre tidligere eller senere FCK’ere på Lyngby-holdet, og en af dem var involveret i vores første målmandsuheld.
To målmænd skadet
Efter et kvarters tid blev den Per Poulsen nemlig tacklet ret voldsomt i maven af Todi Jónsson, men fortsatte halvlegen ud og blev herefter erstattet af Brian Flies.
Flies var dog endnu mere uheldig, da han midt i 2. halvleg trådte forkert – uden en modstander i nærheden - og forvred sit højre knæ. Han forsøgte at spille videre, men måtte kort efter udgå, og det viste sig, at korsbåndet var røget. Det blev desværre også hans sidste kamp for klubben, som han forlod ved kontraktudløb i sommeren 1995.
Falch på mål
I stedet trak Morten Falch i målmandstrøjen og blev dermed endnu mere allround-spiller, end han havde været hidtil. Da stod det stadig stod 0-0 i en kamp, som vi ellers havde domineret ganske meget, men Lyngby havde en velspillende Palle Petersen mellem stængerne, som tog sig sikkert af gode chancer til Allan Nielsen, Kim Mikkelsen og Christian Lønstrup.
Lars Højer havde, som den eneste, havde haft bolden i nettet efter et kvarters tid, men blev vinket offside, da Allan Nielsen headede bolden ned til ham.
Falch blev ikke sat på de store prøver, og da vi som nævnt kunne være ligeglade med, om vi spillede uafgjort eller tabte, så gik han med frem på et par hjørnespark mod slutningen. Det gav Michael Gothenborg mulighed for at score i vores tomme mål, men fra lang afstand sendte han bolden langt forbi.
Falch’en var dog hvor han skulle være i kampens sidste sekunder, da han med en flot fodparade på målstregen forhindrede Anders Nielsen i at blive matchvinder. Samme Nielsen havde haft Lyngbys største chance, da han sendte et langskud på overliggeren, men den råkolde efterårsafslutning i Lyngby sluttede målløs.
”En sejr havde ellers udløst en rejse for hele holdet sydpå til januar, udsat af klubbens sponsor PFA Pension,” afslørede Lyngby-træner Michael Schäfer bagefter, så helt ligegyldigt var det trods alt ikke, om Lyngby spillede uafgjort eller vandt!
Kort opsummering af efteråret
Efter otte Superligakampe uden sejr kom vi i gang med en sen DERBY-sejr og vandt seks af de sidste ti kampe. Alligevel var det ikke langt fra, at vi havde misset slutspillet, men vi klarede skærene.
I Europa eliminerede vi finske Jazz trods et nederlag i hjemmekampen, og siden præsterede vi fint mod Slovan Bratislava, men røg ud med 1-2 samlet.
I pokalen slog vi Fremad Amager ud og var klar til at indlede forårssæsonen med en kvartfinale i Herfølge.
På trænerposten blev Keld Kristensen i starten af september afløst af Benny Johansen, der ellers var stoppet i sommeren 94.
Søndag den 27. november 1994, kl. 15.00 på Lyngby Stadion. Superligaen, 18. runde
LYNGBY-F.C. KØBENHAVN 0-0
2.313 tilskuere. Dommer: Svend Erik Christensen
Advarsel: Christian Lønstrup, F.C. København
F.C. København: 18 Per Poulsen (46.: 1 Brian Flies (68.: 14 Morten Nielsen)) - 4 Morten Falch, 6 Christian Lønstrup (46.: 16 Carsten V. Jensen), 3 Diego Tur - 5 Lars Højer, 17 Michael Mio Nielsen, 7 Allan Nielsen, 11 Michael Johansen, 8 Iørn Uldbjerg - 19 Kim Mikkelsen, 10 Martin Johansen
Lyngby: Palle Petersen - Thomas Rytter, Claus Christiansen, Niclas Jensen - Piotr Haren, Brian Kaus, Anders Nielsen, Allan Kuhn (76.: Michael Gothenborg), Peter Frank - Henrik Jørgensen (64.: Vetle Andersen), Todi Jónsson
Ikke benyttet: Bo Andersen