27.11.94 Lyngby-FCK 0-0

Efterårets sidste kamp i 1994 er gået over i historien som kampen, hvor løverne benyttede hele tre forskellige målmænd - men på en kedelig baggrund, idet både Per Poulsen og Brian Flies måtte udgå med skader, så til sidst måtte Morten Falch på mål - og holdt også nullet for løverne.

Per Poulsen var førstevalg til efterårets to sidste kampe, da løverne lige akkurat lå blandt de 8 ud af 10 hold, der gik i slutspillet om foråret i stedet for kvalifikationsspil. Han fik imidlertid et spark i maven allerede efter et kvarters tid (af Todi Jónsson, som dengang spillede i Lyngby), men fortsatte halvlegen ud og blev erstattet af reservemålmand Brian Flies i pausen.

Flies var dog endnu mere uheldig, da han midt i 2. halvleg trådte forkert – uden en modstander i nærheden - og forvred sit højre knæ. Han forsøgte at spille videre, men måtte kort efter udgå, og efterfølgende viste det sig, at korsbåndet var røget. Det blev desværre også hans sidste kamp for klubben, som han forlod ved kontraktudløb i sommeren 1995.

I stedet gik Morten Falch på mål ved stillingen 0-0. Han blev dog ikke sat på de store prøver og tog sig derfor tid til at gå med frem på et par hjørnespark mod slutningen. Situationen var nemlig, at det pointmæssigt var ligegyldigt, om vi tabte eller spillede uafgjort, mens en sejr ville give holdet et ekstra point med, når man efter efteråret delte pointene inden forårets slutspil.
 
Falch’en var dog, hvor han skulle være i kampens døende sekunder, da han med en flot fodparade på målstregen forhindrede Anders Nielsen i at blive matchvinder, og dermed endte den råkolde efterårsafslutning i Lyngby altså 0-0.