3-0 i Greve sender løverne i kvartfinalen

De havde på forhånd kaldt det århundredets kamp i Greve, og alle sejl var også sat til for at gøre det til en god oplevelse for tilskuerne med lejede mobil-tribuner og lysmaster samt en masse frivillige. Ca. 3.600 kvitterede ved at møde frem denne kolde december-aften, og de blev vidne til en solid og professionel københavnsk indsats, der ikke lod nogen tvivl tilbage om udfaldet. Men de så også et fornemt og heroisk kæmpende Greve-mandskab, der ydede en flot indsats så længe kræfterne rakte.

Men selv om løverne var lidt længe om at komme i gang, så var der reelt aldrig tvivl om udfaldet, for værterne - der til daglig topper Danmarksseriens kreds 1 - var aldrig i nærheden af at score i de to gange 45 minutter.

Man skulle hen til midten af 1. halvleg for at finde de første FCK-chancer, da Corner headede et indlæg ned til de Ridder midt i feltet, men hans afslutning sad lige på Greve-keeperen Frederik Ulriksen.

Kort før den halve time var Ulriksen dog chanceløs, da Toutouh satte indersiden på et fladt indlæg fra Kacaniklic, men afslutningen prellede af på den ene opstander, og Greve holdt sig stadig inde i kampen, og de lokale begyndte så småt at drømme om pokalsensationen.

Men de fik ikke æren og fornøjelsen af at holde stand halvlegen ud, for i Lars Christoffersens tillægstid sendte Toutouh bolden i netmaskerne efter at Ulriksen i første omgang havde pareret en afslutning fra Corner.

Et par minutter efter pausen havde Greve sin vel nok bedste mulighed, da Frederik Sundstrup fik muligheden for at trykke af efter en udmærket kontra, men skuddet voldte ikke de store problemer for Kim Christensen i løveburet.

Efterhånden begyndte kræfterne også at slippe op hos Greve, og den sidste halve time var bolden stort set hele tiden på deres banehalvdel. Efter 67 minutter fandt Kacaniklic Delaney i feltet med en smart stikning, og kaptajnen tog lige et træk, inden han med en smuk detalje hamrede bolden op i nettaget fra spids vinkel.

Nogle minutter efter fik de Ridder en stor chance efter godt opspil i højre side, men igen var Ulriksen på plads og afværgede. Lidt senere var keeperen dog heldig at slippe godt fra en større skovtur ude ved sidelinien, hvor Corner slap forbi ham og fik spillet Kacaniklic inde foran, men han fik ikke afsluttet mod det tomme Greve-mål.

Med små 10 minutter igen fandt Ståle tiden inde til at skifte ud (der var kun tre markspillere på bænken i dag), og ud gik Corner og Delaney til fordel for Yones Felfel og Brandur Olsen, mens Lasse Lindbjerg også kom ind i slutminutterne i stedet for Toutouh.

Netop Yones Felfel noterede sig for sin første FCK-scoring i det 90. minut, da han fik en god medløbsbold i højre side af feltet af de Ridder, og med et fladt spark sendte bolden under Ulriksen.

3-0 og færdigt arbejde uden de store dikkedarer - og dermed er FCK klar til 5. runde (dvs kvartfinalerne) af DBU Pokalen, som er programsat til den 3.-5. marts.


Holdet: 41 Kim Christensen – 18 Daniel Amartey, 4 Pelle Nilsson, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 2 Tom Høgli – 24 Youssef Toutouh (90.: 37 Lasse Lindbjerg), 29 Christian Poulsen, 8 Thomas Delaney (anf.) (81.: 36 Brandur Olsen), 17 Alexander Kacaniklic – 22 Steve de Ridder, 11 Andreas Cornelius (81.: 33 Yones Felfel)

Ikke benyttet: 1 Stephan Andersen