Jordan Larsson

3-1 i Lyngby-testkampen

Mandag eftermiddag var der med kort varsel aftalt en træningskamp mod Lyngby Boldklub for de spillere, der enten ikke var i kamp i går eller kun spillede lidt.

Som det efterhånden er praksis med denne type testkampe, var den aftalt til 45+15 minutter, som ofte giver en højere intensitet og færre spilstop og udskiftninger i den sidste halve time af en 90 minutters kamp.

Det var et møde mellem to klubber i højt humør efter weekendens kampe. Vi har allerede taget et kæmpe spring op i tabellen siden efteråret, og Lyngby er også godt i gang med et vildt comeback og har efter weekendens 2-1-sejr over Horsens "kun" seks point op til dem over stregen.

Træningskamp på Nummer 10
Fint humør og fint forårsvejr på Nummer 10. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Fælles for begge klubber gælder, at der er lang vej endnu og ikke plads til mange fejltrin.

For vores vedkommende venter et tæt og intenst program de næste uger med Superliga og to pokalsemifinaler, så Neestrup og trænerstaben ønskede at give kamptræning til nogle af de spillere, der trængte til det for at være klar, når eller hvis der bliver brug for dem.

Vi supplerede syv førsteholdsspillere med fire fra U19-truppen, hvor kun Paul Mukairu var på en noget usædvanlig position som højre back.

>> Se start-11 og matchfacts her

Kort om kampen
Den første halve time bød ikke på mange afslutninger, men et fint tempo i en afvekslende kamp, hvor begge hold spillede friskt til. Jordan Larsson åbnede scoringen ti minutter før pausen efter lidt usikkerhed i Lyngby-forsvaret, hvor han fik bolden på kanten af feltet, tog et par træk og bankede den i nettet med venstrefoden.

Jordan Larsson
Jordan Larsson scorer til 1-0. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Men der var knap spillet et minut, da Lyngbys Sebastian Koch fra spids vinkel hamrede bolden ind via underkanten af overliggeren til pausestillingen 1-1.

Efter pausen dominerede vi mere end i de første 45 minutter, og med få minutters mellemrum øgede Ísak Jóhannesson - efter forarbejde af Karamoko.

Isak Johannesson
Isak Johannesson scorer til 2-1. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


To minutter senere svingede Jordan Larsson venstrebenet fra lang afstand og lavede også et spektakulært mål via underkanten af overliggeren til slutcifrene 3-1.

17-årige Hjalte Bidstrup spillede i efteråret fast højre back på U17 og rykkede i vinterpausen op på U19, hvor han i foråret har spillet en del som venstre back - og fik i dag også sin seniordebut på den position. Dagens øvrige U19-spillere havde alle været i "senior-aktion" før.

Hjalte Bidstrup
Hjalte Bidstrup fik seniordebut i dag. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Tillykke, TK
Thomas "TK" Kristensen, transitionstræner i Lyngby, fejrede (en del af) sin 40-års fødselsdag på Lyngbys trænerbænk - og en fin fodboldkamp på Nummer 10 i dejligt forårssolskin er jo ikke det værste sted at fejre en rund dag.
 

Thomas Kristensen
Dagens 40-års fødselar, Thomas Kristensen. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK