3-1-sejr i Derbyet

3-1-sejr i Derbyet

Perfekte rammer og forRYGende optakt
Foråret var kommet til Hovedstaden! Med dejligt solskin og temperaturer på 12-13 grader var rammerne simpelthen perfekte for det 71. Superliga-opgør mellem de to hold. Telia Parken sydede og kogte det som sædvanlig længe før kick-off.

Først efter små 10 minutters forsinkelse kunne Jakob Kehlet fløjte opgøret i gang efter at røgen havde lagt sig for den fantastisk tifo, som Stemningstribunen diskede op med. Og der skulle ikke gå længe før de fik noget at juble over, for allerede i det 2. minut sparkede Augustinsson et direkte frispark på trekant-sammenføjningen, og Delaney fik desværre ikke ordentligt ram på returbolden og sendte den forbi.

Hvilken drømmestart det kunne være blevet – og allerede minuttet efter var der fare på færde igen, da Amankwaa var tæt på at få ram på et godt Høgli-indlæg, men i stedet blev det en Amartey-afslutning lige i handskerne på Hradecky.

Men det var en virkelig god åbning på kampen af løverne, der ikke viste spor at træthed efter torsdagens lange pokaldyst. De lagde derimod et aggressivt, højt pres, som ikke gav gæsterne plads til selv at bygge noget op - og de havde jo som bekendt også 120 pokalminutter i benene og blev i modsætning til løverne jo slået ud af turneringen.

Tidlige udskiftninger på begge hold
Efter 10 minutter knaldede Ferhan Hasani alt for hårdt igennem, da Anton slog en bold op af banen og ramte svenskerens fod så hårdt, at han måtte uden for og behandles – og kun formåede at spille videre i 10 minutter, før han måtte lade sig udskifte med Pelle Nilsson. Men heldigvis lader det ikke til at være noget alvorligt. I mellemtiden havde Ørnskov fået gult for at nedlægge Amankwaa i et kontraløb, og det fik Delaney m.fl. til at tænde helt af, og det endte med endnu et gult kort til Zanka.

Jo, der var tænding på, som der skal være i de her kampe! Kort efter det 20. minut fik Delaney en god hovedstødschance på en dødbold, men headede lige på Hradecky. Løverne sad stadig solidt på begivenhederne uden at Brøndby stort set havde haft et gennemspillet angreb, men efter en halv times tid begyndte overtaget at smuldre lidt.

Nunes fik en stor skudchance tæt på den halve time, men var offside og måtte i øvrigt se Stephan Andersen redde stærkt. Kort efter måtte Daniel Agger udgå, angiveligt på grund af svimmelhed, og så måtte Ørnskov ned i forsvaret, mens Szymanowski kom ind på den i forvejen decimerede midtbane på grund af de fire karantæner, holdet fra Vestegnen havde pådraget sig i den forgangne uge.

Alligevel udjævnede spillet sig, og Nunes fik en kæmpe chance i det 38. minut, da Delaney lidt uheldigt kom til at spille ham helt fri, men i  fri position chippede han bolden forbi både Stephan og målet. En scoring her havde unægtelig været en kold dukkert for hjemmeholdet, som svarede igen med et udmærket hovedstød af Corner, som dog endte i Hradeckys handsker.

Drømmetræf af Amartey åbnede ballet
Men i det 43. minut faldt det vigtige åbningsmål, og det kom i den rigtige ende. Et Høgli-indlæg fra højre blev ikke headet ordentligt væk, og Amankwaa forlængede bolden til Amartey nogle meter uden for feltet, hvorfra han huggede til bolden og piskede den i netmaskerne helt oppe i det ene hjørne, hvor Hradecky ikke nåede op.

Desværre var målscoreren uopmærksom i overtiden, hvor en modstander tacklede bolden fra ham på egen halvdel, så Brøndby fik endnu en friløber, denne gang til Pukki, men igen var Stephan suverænt ude og redde til hjørne. Så lad os bare indrømme, at marginalerne var med Byens Hold…

Til gengæld kom udligningen før røgen havde lagt sig efter pause efter en situation, hvor Amankwaa mistede bolden i venstre side. Pukki fik raget bolden til sig efter et indlæg fra Szymanowski, men Stephan parerede – for blot at se bolden gå over til den helt fri Nunes, der enkelt sparkede udligningen ind.

Hurtig københavnsk føring igen
Løverne kom dog hurtigt igen, og tre minutter senere tvang Nicolai Hradecky til en stor redning i den anden ende – og bare to minutter senere headede han hjemmeholdet i front igen, da Holst slet ikke kunne holde ham på et Augustinsson-hjørne. En sjælden, men særdeles kærkommen dødbold-scoring!

Gæsterne lod sig dog heller ikke slå ud, og spillet bølgede frem og tilbage, når ikke Kehlet lige måtte afbryde det, fordi Brøndby-fansene kylede ting og sager efter Stephan Andersen, der vogtede målet foran deres tribune. Men han var ikke mere rystet end, at han hev endnu en stor redning frem efter 56 minutter, da Ørnskov pldsuelig fik en stor chance i feltet.

Smukt punktum af kaptajnen
Københavnerne fik dog efterhånden tilkæmpet sig overtaget igen, men der var efterhånden langt mellem chancerne i begge ender. Toutouh afløste Gíslason, og mod slutningen kom Christian Poulsen også ind for Amartey, og man skal aldrig sige aldrig, når man kun fører med en enkelt i de her kampe - men det virkede altså ganske solidt, og det blev bekræftet på skønneste vis i de sidste sekunder af den ordinære tid, da Delaney på elegant vis trak sig fri og chippede bolden over Hradecky og ind i det hjørne!


Holdet: 1 Stephan Andersen – 2 Tom Høgli, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 15 Mikael Antonsson (20.: 4 Pelle Nilsson), 3 Ludwig Augustinsson – 19 Rúrik Gíslason (69.: 24 Youssef Toutouh), 18 Daniel Amartey (83.: 29 Christian Poulsen), 8 Thomas Delaney (anf.), 32 Danny Amankwaa – 10 Nicolai Jørgensen, 11 Andreas Cornelius??

Ikke benyttet: 41 Kim Christensen, 20 Christoffer Remmer, 22 Steve De Ridder og  36 Brandur Olsen