Khouma Babacar og Mamoudou Karamoko

3-3 mod Lyngbys reserver

Der faldt seks mål på 60 minutter i dagens reservekamp mod Lyngby Boldklub, som også i denne sammenhæng viste comeback-styrke. I fredags hentede Superligaholdet som bekendt en midtjysk 3-0-føring, men i dag slog de til allerede ved den farlige føring på 2-0.

Vi dominerede ellers de første 25-30 minutter af kampen, der blev spillet i et udmærket tempo, og Valdemar Lund åbnede scoringen, da han headede et Isak Johannesson-hjørne ind bag keeper Mads Kikkenborg.

Jubel efter scoring
Valdemar Lund tiljubles efter sit mål. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Kikkenborg er reserve for vores gamle ven, Frederik Ibsen, som var ude og kigge på sammen med bl.a. Andreas Bjelland, som dog havde mest travlt med at drille Mo... vi skal jo til Lyngby om fredag otte dage, og så må vi se, hvem der får håneretten bagefter.

Babacar gjorde det til 2-0, da han fik en fin frispilning i dybden og udplacerede keeperen, men kort før den halve time reducerede Rasmus Thellufsen.

Khouma Babacar scorer til 2-0
Khouma Babacar scorer til 2-0. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Nu ændrede kampen fuldstændig karakter, så gæsterne sad på alt spillet frem mod pausen, og Thellufsen udlignede ved at heade en dødbold ind til 2-2.

Babacar udgik i pausen til fordel for Haarbo, og allerede efter en halv times tid var Amoo planmæssigt udgået til fordel for Mukairu.

Akinkunmi Amoo
Akinkunmi Amoo. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


2. halvleg, som altså kun varede et kvarter, blev præget af et par hårde sammenstød, der kostede gule kort til Marcel Rømer og Elias Jelert, og mod slutningen fik vi to mål mere.

Sævar Magnusson headede et indlæg ind til Lyngby-føring på 3-2, men kort efter udlignede Karamoko efter en situation, hvor Lyngby forgæves appellerede for offside.

Tillykke til U19-stopperen Aksel Halsgaard, der fik seniordebut i dag, og også dejligt at se Amoo i aktion igen efter hans skadepause.

Resten af truppen havde restitution eller specialtræning, tirsdag er træningsfri, og onsdag og torsdag står den på forberedelser til fredagens hjemmekamp kl.  21 mod Randers FC.

Aksel Halsgaard
Aksel Halsgaard. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Mandag den 8. august 2022, kl. 12.30 på Nummer 10. Reservekamp (45 + 15 min.)
F.C. KØBENHAVN-LYNGBY 3-3 (2-2)
18.: 1-0 Valdemar Lund
22.: 2-0 Khouma Babacar
29.: 2-1 Rasmus Thellufsen
43.: 2-2 Rasmus Thellufsen
55.: 2-3 Sævar Magnusson
56.: 3-3 Mamoudou Karamoko

41 Andreas Dithmer – 22  Peter Ankersen, 47 Aksel Halsgaard, 27 Valdemar Lund, 19 Elias Jelert – 24 William Bøving, 35  Marko Stamenic, 8 Isak Johannesson – 23  Akinkunmi Amoo (33.: 17 Paul Mukairu), 11 Khouma Babacar (46.: 39 Daniel Haarbo), 29 Mamoudou Karamoko

Ikke benyttet: 51 Samuel Andersen, 46 Noah Sahsah, 48 Emil Møller