4-2 over Silkeborg
Vi fik ikke den planlagte optakt til kampen, da Fischer måtte melde fra under opvarmningen, og i stedet startede Pep Biel.
Vi satte os dog på kampen fra start, og allerede efter syv minutter faldt det første mål, da Falk sendte Pierre til baglinjen, og Pieros inde foran gik ned i kamp om bolden, som endte med at Jeppe Gertsen uheldigt ragede den ind over stregen.
Trods fortsat FCK-dominans havde vi lidt svært ved at bryde igennem på den sidste tredjedel af banen, men kun indtil midt i halvlegen. Først øgede Pieros på et straffe begået mod Bartolec, herefter scorede Santos på en returbold efter en listig Pieros-afslutning, og Zece kronede fornemme ti minutter med et præcist langskud til 4-0.
Desværre måtte Jens Stage kort efter hjælpes fra banen efter et hårdt sammenstød, og han blev erstattet af Carlo Holse.
Efter pausen fik vi ikke samme flow i offensiven som i de første 35 minutter, men kom dog til flere gode muligheder, der med lidt held havde udbygget føringen.
Forsvaret gav til gengæld for meget plads bagude et par gange, så Ronnie Schwartz kunne reducere til 4-1 og 4-2, men der blev aldrig spænding om udfaldet.
Tak for flot fremmøde og flot støtte fra 18.393 tilskuere!