Kamil Wilczek
Rasmus Falk
Jens Stage og Valdemar Lund
Mustapha Bundu

5-3 over Fremad Amager

De to hold havde på forhånd aftalt at spille 45 + 25 minutter, og rent spillemæssigt blev det også to meget forskellige halvlege.

Vi dominerede fuldstændig de første 45 minutter og scorede nærmest efter behag, mens Fremad var sjældne gæster i den anden ende og ikke satte Stephan Andersen på mange prøver.

William Bøving, som i dag fik erfaring fra den noget uvante plads som venstre back, åbnede scoringer efter et kvarters tid, da han stødte med frem og prikkede bolden ind ved fjerneste stolpe, efter Bundu løb til baglinjen på en Falk-fremlægning og smed bolden på tværs.

William Bøving

Kamil Wilczek, der gjorde comeback efter en kortere skadepause, øgede midt i halvlegen til 2-0, da han fik en pasning fra Bundu i feltet og vendte rundt og satte bolden fornemt oppe i det ene målhjørne.

Kamil Wilczek


Kort efter kom Jens Stage højest på et hjørnespark og headede mod mål, og på vejen snittede bolden Valdemar Lund, som efter "Superliga-reglerne" derfor krediteres målet. En hårfin afgørelse, som Stage stadig ikke er helt tilfreds med...

Valdemar Lund


Viktor Fischer satte det fjerde mål med en flot flugter op i nettaget på en Wilczek-aflevering fra baglinjen.

Viktor Fischer


Seks minutter før pausen blev vi reduceret til ti mand. Inden vi skulle tage et hjørne var der kamp om positionerne helt inde ved forreste stolpe, og da Zanka langede ud efter en modstander, der holdt i ham, så takserede dommeren det til direkte rødt.

I træningskampe kan man normalt erstatte en udvist spiller med en anden, hvis de to hold er enige om det, men Jess Thorup var helt indforstået med, at Fremad ikke ønskede det.

I pausen udgik Peter Ankersen og Rasmus Falk til fordel for Elias Jelert og Mikkel Kaufmann, og Jens Stage trak ned i centerforsvaret ved siden af Valdemar Lund. Ankersen fik sine første 45 minutter efter sin ankelskade, og den reagerede fint på belastningen, og forhåbentlig har den det også godt i de næste dage, så han er aktuel til Mesterskabsspillet.

Peter Ankersen


Det blev 5-0 fire minutter inde i 2. halvleg, da Valdemar Lund kom højest på et hjørnespark og headede mod mål, og Bundu sørgede for at bolden endte i netmaskerne.

Mustapha Bundu


De sidste ca. 20 minutter kom vi dog under mere og mere pres, og Fremad reducerede først ved en af de tidligere FCK Talent-spillere på holdet, Pierre Larsen, der kom på banen i pausen. Fra start havde amagerkanerne også Oliver Funch i målet samt Jacob Haahr og Felix Winther, som har en fortid på Frederiksberg.

Kristoffer Munksgaard reducerede til 2-5 med ca. 5 minutter igen, da Stephan Andersen mistede bolden tæt under mål, og et minut før tid hamrede Marcus Mlynikowski et fornemt langskud ind fra 20-25 meter.

"Cifrene betyder ikke noget for mig," sagde cheftræner Jess Thorup efter kampen. "Jeg er vældig godt tilfreds med vores offensive mindset i 1. halvleg, og dejligt at flere af vores offensive spillere kom på tavlen i dag. Også godt at se en ung spiller som William Bøving, der løste opgaven fint på den uvante plads som venstre back."

"Det er klart, at det blev en anden kamp efter udvisningen, men det kan jo også ske i en turneringskamp, at vi skal spille i undertal, så det gjorde vi os også nogle erfaringer med," sluttede Thorup.
 

Mandag den 29. marts 2021, kl. 13.00 på Nummer 10. Træningskamp, 45+25 minutter
F.C. KØBENHAVN-FREMAD AMAGER 5-3 (4-0)
14.: 1-0 William Bøving
22.: 2-0 Kamil Wilczek
26.: 3-0 Valdemar Lund
36.: 4-0 Viktor Fischer
49.: 5-0 Mustapha Bundu
56.: 5-1 Pierre Larsen
64.: 5-2 Kristoffer Munksgaard
69.: 5-3 Marcus Mlynikowski
Udvisning: Mathias Zanka, 39. min.

1 Stephan Andersen – 22 Peter Ankersen (46.: 37 Elias Jelert), 25 Mathias Zanka, 36 Valdemar Lund, 42 William Bøving – 12 Lukas Lerager, 6 Jens Stage – 28 Mustapha Bundu, 33 Rasmus Falk (46.: 29 Mikkel Kaufmann), 7 Viktor Fischer (60.: 45 Rasmus Højlund) – 9 Kamil Wilczek

Ikke benyttet: 31 Matias Riikonen og 46 Mattias Jakobsen.