54 kampe - 52 uger

F.C. København har haft et fantastisk år 2005. Byens Hold har gennem året deltaget i ikke færre end 54 officielle kampe fordelt på turneringerne SAS Ligaen, Pokalturneringen, Royal League og UEFA Cup'en. Af disse kampe er 33 vundet og kun 8 tabt. Der er blevet spillet 27 kampe i PARKEN og 27 kampe på udebane og antallet af optjente point fordeler sig jævnt på ude- og hjemmebane.

I PARKEN har de 27 kampe afstedkommet 57 point fordelt på 16 sejre, 9 uafgjorte og sølle 2 nederlag. Nederlagene består af en snæver 0-1 til Silkeborg i foråret 2005, der samtidig endte en stime på 7 SAS Liga-sejre på stribe, samt den - om muligt - endnu mere snævre 0-1'er mod Hamburger SV i efteråret 2005.

På udebane var udbyttet i de 27 kampe på 55 point. Disse kom i land via 17 sejre, 4 uafgjorte og 6 nederlag. Den pointmæssige bedrift på udebane sættes i relief ved et imponerende snit på 2,03 point per kamp! Med et gennemsnit i PARKEN lydende på 2,11 point, bliver det samlede pointgennemsnit for ude- såvel som hjemmekampe i hele 2005 på 2,07 point per kamp.

Byens Hold har scoret 88 mål i løbet af det forgangne år. Vores brasilianske bomber Álvaro Santos tegner sig for mere end 25% af disse med sine 24 mål. Når man dertil lægger hans 11 assists har "Verdens Flinkeste Mand" haft sidste eller næstsidste fod på 35 ud af de 88 mål.

F.C. København har også været populære på lægterne. Ikke færre end 806.585 tilskuere har overværet Byens Hold i årets løb og mere end en halv million af disse, nærmere bestemt 504.958, valgte at se Løverne på hjemmebane i PARKEN. Hjemmebanetilskuerne fik 51 mål at lune sig på, mens udeholdenes fans kun fik fornøjelsen af at se 19 mål passere den københavnske keeper i de 27 kampe i PARKEN.

Selvom 2005 har afstedkommet den flotteste pointhøst i klubbens historie, spiller vi desværre ikke kalenderturnering som vore skandinaviske kolleger. Vi kan derfor passende fortsætte de flotte takter fra det forløbende år, når vi indleder 2006 på udebane mod Brøndby den 9. februar i Royal League.


Hans Backe stod bag et rekordår til samlingen af rekorder og titler?