AaB fylder 133 år
Efter vi i sæsonens to første kampe mod AaB spillede 1-1, fik vi senest ram på nordjyderne, da vi hjemme i Telia Parken vandt 2-1. På det meget omtalte selvmål/mål sendte Jonas Wind os tidligt i front. Den føring udlignede Jakob Blåbjerg dog, men lidt over 20 minutter før tid scorede Fischer det mål, der endte med at blive afgørende.
Målet til 2-1 blev kåret til månedens mål i april, og du kan se det lige HER.
Vores kampe mod AaB
Kampe | V | U | T | Målscore | |
Ialt | 85 | 44 | 23 | 18 | 140-91 |
Hjemme | 41 | 24 | 10 | 7 | 84-44 |
Ude | 44 | 20 | 13 | 11 | 56-47 |
Vi er ubesejret i de seneste 10 kampe mod AaB (7 sejre, 3 uafgjorte). Den seneste nordjyske sejr var i Aalborg i september 2014.
Tillykke med de 133 år!
AaB er en af Danmarks ældste klubber og fejrer søndag 133 års fødselsdag, da AaB blev stiftet den 13. maj 1885. I den anledning har vi kigget i historiebøgerne efter det første møde mellem vores moderklubber og AaB.
Selvom AaB er fra 1885, KB fra 1876 og B1903 fra … 1903 … gik der en del år, før vores moderklubber mødte AaB i DM-regi. De første møder var i Mesterskabsserien 1929/30.
Den 25. maj 1930 spillede KB og AaB uafgjort 1-1, og fire dage senere vandt B 1903 1-0 over nordjyderne. Dagen efter B1903’s sejr havde Politiken denne smukke formulering om de afgørende elementer i kampen:
”Efter 10 Minuters Forløb fik Aalborg et Straffespark. Midterhjælperen Ernst Nielsen tog Sparket, men ramte Overliggeren. Umiddelbart forinden havde Dommeren imidlertid fløjtet, fordi Melchiorsen ikke holdt sig på Maalstregen. Ernst Nielsen sparkede om igen; men denne Gang lige i Favnen på Melchiorsen.
Straks efter faldt Kampens eneste Maal. Henry Hansen gik i Maalmanden, Engelbrechtsen, og denne blev saa nervøs, at han tabte Bolden, hvorefter "Lillebror" havde let ved at sende den i Nettet til Trods for den tililende Dahlhoff Jørgensens Anstrengelser for at afværge Katastrofen”.
Smukke ord, om end Politikens journalister nok ville formulere sig lidt anderledes den dag i dag.
Tilsammen spillede KB og B 1903 202 gange i DM-regi mod AaB og vandt 107, spillede 50 uafgjorte og tabte 45.
Som en note kan indskydes, at der gik 36 år fra den første KB-AaB-kamp, før nordjyderne kunne juble over en sejr over KB.
Tilbage til nutiden
Efter grundspillet havde AaB 36 point, men siden har de ikke sat mange point på kontoen. Fem af syv kampe er tabt, og de har kun vundet én (2-0 over AC Horsens) og spillet én uafgjort (3-3 mod FC Midtjylland).
Top-3, AaB topscorere i Alka Superligaen:
8 mål, Jannik Pohl
5 mål, Jakob Blåbjerg
3 mål, Frederik Børsting