Årets sidste Superliga-udekamp: Viborg lørdag kl. 19.00
Fra på lørdag og 18 dage frem venter der de danske mestre to Superligakampe, to pokalkampe og to Champions League-kampe inden vinterpausen.
Den første udfordring er Viborg FF på udebane i 16. spillerunde af 3F Superliga, hvilket betyder at der er syv kampe tilbage i Grundspillet, hvorefter stregen trækkes mellem de seks øverste og seks nederste.
Viborgenserne melder om stor interesse for lørdagens opgør, som har kickoff kl. 19.00 og også kan ses på 6’eren og discovery+. I mandags var over 8.000 pladser solgt til kampen.
Vi har jo selv gode minder fra vores seneste besøg i Viborg i maj, hvor vi med en 2-1-sejr tog et meget stort skridt mod mesterskabet, som vi definitivt sikrede - og fejrede - på turen hjem til Hovedstaden.
Kampen om Top 6
Mens vi med det uafgjorte Derby for to uger siden bevarede et forspring i toppen af tabellen på tre point til Brøndby, så har Viborg et hul på otte point op til en plads i Mesterskabsspillet.
Viborg var et par gange i starten af sæsonen oppe og snuse til sjettepladsen, men har ellers ikke været oppe i Top 6, hvor man på fornem vis spillede med om medaljer i foråret. De endte på fjerdepladsen, hvilket tangerede deres hidtil bedste Superliga-placeringer i 2000 og 2006.
Flest point hentet i Viborg
12 af Viborgs 16 point i denne sæson er hentet på hjemmebane, hvor de kun har tabt til FC Nordsjælland og ellers vundet tre og spillet tre uafgjort. Til gengæld har de kun vundet én og spillet en uafgjort i deres otte udekampe.
De i alt fire sejre er i øvrigt alle vundet med 2-1 over OB (u), Vejle (h), AGF (h) og Silkeborg (h).
Jakob Poulsen i cheftræner-sædet
Silkeborg-sejren faldt i Jakob Poulsens første kamp som fungerende cheftræner, mens Jacob Friis forhandlede om en aftale i Augsburg, som siden faldt på plads, så han tiltrådte som assistenttræner for Jess Thorup. Poulsen fungerer i Viborg-jobbet året ud og har ikke lagt skjul på, at han håber på en permanent aftale.
Future Cup i landskamppausen
Viborg spillede sidste torsdag 3-3 i Future Cup mod FC Midtjylland efter at have ført tre gange. Viborgenserne havde 10 A-spillere fra start og indskiftede yderligere en håndfuld undervejs.
Vi havde selv fire A-spillere med (Dithmer, Boilesen, Lund og Tanlongo), da vi i tirsdags tabte 0-1 til Hvidovre i Future Cup.
Lørdag må Viborg undvære Renato Júnior, som afsoner den første af to spilledages karantæne efter sin udvisning i Viborgs seneste Superligakamp ude mod AGF.
Til gengæld forventede Jakob Poulsen før landskamppausen, at Anosike Ementa ville være klar igen efter at have misset AGF-kampen både på grund af en skade samt en spilledags karantæne, der således kom meget belejligt. Ementa har i øvrigt scoret alle Viborgs tre mål i deres seneste fem Superligakampe.
Indbyrdes statistik
I de sidste 20 år har Viborg kun slået F.C. København i tre af 30 kampe: én gang i Parken i marts 2004 samt to gange i Viborg i august 2004 og i juli 2022.
De seneste fire opgør har vi vundet, men med små marginaler – tre gange 2-1 og senest 2-0 i Parken i september. Og alle med Neestrup som cheftræner mod hans tidligere klub.