Estadio Ramón Sánchez Pizjuán

Aftenens kamparena i Sevilla

Sevilla FC har haft tre faste hjemmebaner gennem klubbens 132-årige historie, og det nuværende stadion - Estadio Ramón Sánchez Pizjuán - er fra 1958.

Det første stadion
Sevilla FC blev stiftet i 1890 og spillede de første ca. 30 år rundt om på forskellige baner i byen, inden de fik deres første, faste hjemmebane, Campo de la Victoria. Det blev indviet i 1918 med plads til ca. 8.000 og blev i 1924 udvidet med flere tribuner, så der blev plads til ca. 12.000.

Sevillas to første hjemmebaner
Til venstre Campo de la Victoria - til højre Estadio de Nervión. Foto: sevillafc.es


Det andet stadion
Klubben blev dog snart tvunget til at finde en ny løsning, da lejeaftalen ophørte, og ejerne solgte jorden til den store udstilling, Exposicion Ibero-Americana i 1929-30.

I stedet lejede klubben jord i Nervión-kvarteret øst for centrum og byggede Estadio de Nervión, som blev Sevillas nye hjemmebane.

Kapaciteten på ca. 23.000 blev dog snart for lille til klubbens voksende fanskare, især efter Sevillas oprykning til den bedste spanske række i 1934.

Det tredje og nuværende stadion
I 1937 luftede klubbens daværende præsident, Ramón Sánchez-Pizjuán, planer om et nyt stadion og købte et stykke jord lige ved siden af Estadio de Nervión.

Blandt andet på grund af den spanske borgerkrig og 2. verdenskrig kom der først gang i byggeplanerne i 1954, hvor der blev udskrevet en arkitektkonkurrence. Vinderen, Manuel Muñoz Monasterio, var ikke hvem som helst, for han var den ene af de to arkitekter, der tegnede Madrids Santiago Bernabeu, der blev indviet i 1947

Desværre døde Sánchez-Pizjuán allerede i 1956 og nåede ikke at opleve indvielsen af det nye stadion, som han havde drømt om i mange år, men som bærer hans navn den dag i dag.

Det blev officielt indviet den 7. september 1958 med udelukkende ståpladser, men først i 1974 blev byggeriet helt færdigt, da de øverste tribuneafsnit blev bygget på endetribunrne.

Estadio Ramón Sánchez Pizjuán
Den store, flotte klubmosaik ved indgangen til hovedtribunen. Foto: Fran Santiago, Getty Images


Kapaciteten var ca. 70.000, men flere kilder skriver, at den blev reduceret til ca. 66.000, inden stadion i 1982 skulle lægge græs til to kampe ved VM-slutrunden i Spanien:

  • 14.06.82 VM-gruppekamp: Brasilien-Sovjet 2-1
  • 08.07.82 VM-semifinale: Vesttyskland-Frankrig 3-3 (5-4 str.konk.)

Flere skriver dog, at der var ca. 70.000 til semifinalen, som for længst er gået over i historien som et af de mest dramatiske opgør gennem tiderne. "Hvad der skete i de to timer, indkapslede alle elementer af livet i sig selv. Ingen film og intet teaterstykke kan nogensinde formidle så mange modsigelser og følelser. Det var fuldendt. Så stærkt. Det var fantastisk," er Michel Platini citeret for i Information.

Nogenlunde samme tilskuertal var der, da stadion fire år senere fik endnu en stor, international kamp, som blev afgjort i en straffekonkurrence, hvor Barcelona brændte alle sine fire forsøg! Det hyggede man sig især over i Göteborg, for Barca havde i to vilde semifinaler vendt 0-3 i den første kamp til 3-0 i den anden og slået svenskerne ud på straffespark.

  • 07.05.86 Finale i Europa Cup for mesterhold: Steaua Bukarest-Barcelona 0-0 (2-0 str.konk.)

I 90'erne blev stadionkapaciteten nedsat betydeligt, da FIFA indførte kravet om siddepladser som følge af flere store stadionkatastrofer, bl.a Heysel og Hillsborough.

Luftfoto af Estadio Ramón Sánchez Pizjuán fra 2007
Luftfoto fra 2007 af Estadio Ramón Sánchez Pizjuán. Foto: Blom UK via Getty Images


Kapaciteten er i dag officielt 42.714, og der var 38.842 til den seneste store internationale kamp, som også måtte afgøres fra 11-meter pletten:

  • 18.05.22 Finale i Europa League: Eintracht Frankfurt-Rangers FC 1-1 (5-4 str. konk.)

Sevilla har normalt også en god statistik på hjemmebanen - sidste år tabte de kun to ud af 24 hjemmekampe (1-2 til Lille i Champions League og 2-3 til Real Madrid i La Liga) - men i år har de endnu ikke vundet i syv forsøg (U3, T4).

Estadio Ramón Sánchez Pizjuán
Udsigt til kurven med vores udeafsnit. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Seneste moderniseringer
Sevilla FC har annonceret planer om at udbygge Estadio Ramón Sánchez Pizjuán, så kapaciteten når op på 47.000, men foreløbig er det ikke blevet til noget.

Til gengæld gik man i 2015 i gang med en række andre forbedringer, der bl.a. gav nye facader mod gaden med indbygget LED-lys, renoverede boder og toiletter, nye røde sæder, nye måltavler samt en udvidelse af nedre del af øst-tribunen.

Estadio Ramón Sánchez Pizjuán
Udskiftningsbænkene foran hovedtribunen, som er den eneste overdækkede tribune. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

 

FCK's omklædningsrum på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán
Udeholdets omklædningsrum. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK