Ajax-finalen i Marokko er sidste test før Zilina-kampen på tirsdag
U19 spiller i dag kl. 16 finale mod AFC Ajax i turneringen i Marokko, og du kan streame kampen direkte på arrangørernes Youtube-kanal.
Det er holdets første møde med et europæisk hold i turneringen, og undervejs har både vi og Ajax elimineret Flamengo fra Brasilien og Generation Foot fra Senegal (se faktaboksen nederst i artiklen).
Efter tre dage med dejligt solskin har det i dag regnet fra morgenstunden, men det skulle dog holde tørt til finalen, som spilles på samme græsbane som torsdagens semifinale.
En travl uge
Det har været en travl uge for U19-holdet, som først landede meget sent mandag aften efter en lang rejsedag, som begyndte kl. 4 om morgenen i København.
Tirsdag var der åbningsceremoni og den første gruppekamp sidst på eftermiddagen. Onsdag formiddag endnu en gruppekamp, hvorefter der om eftermiddagen var arrangeret sightseeing for alle de deltagende hold. Vi var i ”gruppe” med Galatasaray, som vi jo mødte i efterårets Youth League-gruppespil, samt Ajax, som det nu viser sig, at vi skal møde i finalen.
Det stod klart efter torsdagens to kampe, kvartfinalerne om formiddagen og semifinalerne om eftermiddagen, som blev spillet på 2 x 30 min. mod 2 x 25 min. i gruppespillet.
Heldigvis kunne drengene sove længe fredag og slappe af inden finalen kl. 16. Herefter er der medaljeceremoni, og så skal alle tidligt op igen lørdag morgen for at flyve hjem til København via Paris.
Kun Oliver Højer kom lidt sent i seng torsdag aften, for han fik en flænge ved øret, da han blev ramt af en støvleknop i semifinalen mod de hårdt spillende marokkanere. Han måtte derfor en tur på hospitalet fredag aften for at få blive syet med et par sting, men han er klar til kamp i eftermiddag.
Alle vil selvfølgelig gerne spille en finale, men det er dog ”kun” en træningsturnering – sagt i al respekt for de marokkanske værter, som virkelig har gjort meget ud af rammerne omkring turneringen og de gæstende klubbers ophold.
Men for vores vedkommende er der en endnu vigtigere kamp på tirsdag mod MSK Zilina i Youth League, og det har hele ugen ligget i trænerteamets overvejelser om, hvordan man doserer spilleminutterne til truppen.
Oplevelser og udfordringer
”Det har været nogle fede oplevelser for os alle sammen hernede, hvor vores spillestil bliver udfordret på en anden måde, end vi er vant til,” fortalte Morten Bisgaard efter semifinalen til FCK TV, hvor han endnu ikke kendte finalemodstanderen.
”Ajax er dygtige, dem har jeg set spille hernede, og de har mange gode spillere og er meget solidt struktureret, og man kan se, at det er Ajax’ spillestil, så det vil være en rigtig fed kamp.”
”Udfordringen er, at mange gerne vil spille finalen, men vi har den vigtigste kamp på tirsdag mod Zilina, så den er også i baghovedet,” sagde han. Se hele interviewet i vores app eller på tv.fck.dk.
På Ajax’ hold er der i hvert fald en enkelt med kendskab til dansk fodbold, nemlig den tidligere Esbjerg-spiller, Damian van der Vaart, som også allerede har talt med Nicolai Blicher, som vi jo hentede i Esbjerg i sommeren 2023. De er begge årgang 2006 og kan altså stå overfor hinanden i eftermiddag.
Spilletiden er igen 2 x 30 minutter, og ved uafgjort går man direkte til straffespark.
Vejene til finalen
FCK's vej til finalen
Indledende gruppe
2-0 FUS Rabat (Marokko) - to mål af Oliver Højer
1-2 Flamengo (Brasilien) - mål af Roberto Risnæs
Kvartfinale
2-1 Generation Foot (Senegal) - mål af Amin Chiakha og Queyrell Tchicamboud
Semifinale
2-0 Mohamed VI Academy (Marokko) - mål af William Glindtvad og Roberto Risnæs
Ajax’ vej til finalen
Indledende gruppe
4-2 over SC Braga (Portugal)
1-1 Generation Foot (Senegal)
Kvartfinale
2-0 Flamengo (Brasilien)
Semifinale
0-0 Sevilla (Spanien) (4-1 i str.konk.)