Ariël Jacobs: - Rigtig glad for det første mål
Silkeborg IF kom til PARKEN med en frisk udesejr i bagagen, og havde sikkert håbet de kunne drille F.C. København. Den plan blev hurtigt skudt i sænk af et særdeles velspillende FCK-mandskab, der først kunne gå til pause foran 4-0 og senere konstatere, at cifrene i sæsonens 7. sejr i Superligaen lød på 5-0.
Af Jan Eliassen
FCK.DK fik som sædvanlig en snak med cheftræner Ariël Jacobs efter kampen:
- Flot sejr, og vi havde jo allerede efter 10 minutter haft fire store chancer. Holdet pressede på fra første fløjt, men jeg var da rigtig glad da vi fik det første mål. Det er jo også sådan, at får man ikke scoret efter så stort et pres, så sætter kampen sig ofte lidt, og modstanderholdet får mere og mere selvtillid.
Men 1-0 var ikke nok for Løverne, for de fortsatte med at skabe chancer:
- Men efter 1-0 fortsatte vi med at øge tempoet, og vi havde vel mere end 10 store målchancer i de første 45 minutter, blandt andet et par stykker på overliggeren, og det eneste jeg kan beklage mig over, er at vi ikke scorede flere mål.
Der kom jo desværre kun en enkelt scoring i 2. halvleg, om det sagde Ariël Jacobs:
- Jeg er ikke så glad for vores 2. halvleg, for jeg synes vi skulle være gået efter at score nogle flere mål, dels for holdets skyld – men også for vores publikums skyld.
Ariël Jacobs var selvfølgelig tilfreds med dagens udbytte:
- Vi leverede en god kamp, vi fik tre point og det før vi går ind i endnu en hård periode, hvor der venter os både pokalturnering, Superliga og Europa League. Men som sagt, så er jeg ganske godt tilfreds, vi skulle bare have givet publikum nogle flere mål – for det er ikke så ofte, at man får chancen for en storsejr…
Nicolai Jørgensen: Dejligt med en storsejr
- Det var dejligt med en sejr, og dejligt med en storsejr, for det var længe siden vi havde vundet stort. Det var selvfølgelig også fedt at score, og godt at min lille skade ikke var så slem. Hele holdet spillede godt i dag, det hele fungerede - og samtidig ville Silkeborg jo ikke rigtig noget.
Andreas Cornelius: En fremragende 1. halvleg
- Det var en fremragende 1. halvleg, eneste øv var at vi ikke scorede mere - og jeg var nok lidt uheldig ikke at score et mål mere. 2. halvleg bar præg af, at de ikke ville tabe 0-8...
Rúrik Gíslason: En de sjovere kampe at være med i
- Det var en sjov kamp at få debut i, og vi spillede jo en fantastisk 1. halvleg. Absolut en af de sjovere kampe at være med i. Vi løb meget for hinanden, vi havde megen bevægelse - og vi fik alle medspillere til at se gode ud.
Thomas Delaney: Vi var dem overlegne
- En god kamp, og jeg kan godt sige, at vi var dem overlegne hele kampen igennem. De sidste 45 minutter var ren cruise mod sejren, og så havde de jo nærmest parkeret bussen foran målet
Johan Wiland: Skønt at holde nullet
- Skønt at holde nullet. Inden kampen havde vi talt om, at de første 20 minutter var vigtige og at vi skulle score - og så stod den 3-0 efter 20 minutter, så det var jo en helt perfekt start!