Ariël: - Nu er vi halvvejs

Ariël: - Nu er vi halvvejs

Med en smal, men fortjent 2-1-sejr over Molde FK sikrede Byens Hold sig muligheden for en "finalekamp" mod Steaua Bukarest i den sidste kamp i PARKEN den 6. december. Rumænerne tabte hele 1-5 hjemme mod VfB Stuttgart og forpassede dermed muligheden for at sikre videre adgang allerede i aften.

af Torkil Fosdal

Cheftræner Ariël Jakobs vidste på forhånd, at det gjaldt om at hente 6 point i de sidste 2 kampe i Europa League-gruppespillet, og med 2-1-sejren i Molde er man nu halvvejs mod målet. Men selv om det holdt hårdt på Aker Stadion, så var det ikke nødvendigvis den sværeste hurdle, der blev passeret her til aften.

– Vi viste god mentalitet og aggressivitet i 1. halvleg, hvor vi ikke gav nogen chancer væk og selv skabte en hel del. Men jeg ved ikke, hvad der går galt efter pausen, for ligesom mod Midtjylland i søndags, så kommer vi rigtig dårligt i gang med 2. halvleg. Ganske vist viser Molde også større entusiasme end før pausen, men det gav os store problemer. Pierre Bengtsson har en stor chance til 2-0, men da de først får udlignet, så blev det meget nervøst, indtil vi kom på 2-1. Men set over kampen som helhed, synes jeg det er fortjent nok, at vi vinder. Nu kan vi trods alt stadig selv afgøre det i den sidste hjemmekamp mod Steaua, sluttede cheftræneren.


Rúrik Gíslason: Bliver spændende med "finale" mod Steaua

- Det bliver spændende med en "finale" mod Steaua i den sidste kamp, men også svært. I dag kommer vi skidt ud til 2. halvleg, men det var dejligt at afgøre det med mit første mål for klubben. Jeg får en god bold fra César og så prøver jeg bare at sætte den i det lange hjørne.


Andreas Cornelius

: Han løber lige ind i mig

- Der kommer ind bold til bagerste stolpe, jeg laver et løb på bagsiden, Han (Chima, red.) løber lige ind i mig under hjørnesparket og ser slet ikke på bolden, så det var lidt dumt lavet. Et klart straffe, men ikke alle dommere der ser det, så godt dømt!

Vi spiller for meget bagud i 2. halvleg, og de får alt for meget boldbesiddelse. Vi skulle have spillet som i starten af kampen. I 2. halvleg var der en chance, hvor jeg skulle have spillet den på tværs – jeg så ikke Santin, men jeg har fået at vide, at jeg skulle have spillet ham.

- Vi var bedre hold end Molde, og det kan jo også ses ved, at vi har slået dem to gange. Det vigtigste var sejren var desuden, at vi nu selv kan afgøre det på hjemmebane.


Thomas Kristensen: Vi havde styr på det i 1. halvleg

- Vi havde en halvleg hver. Vi havde styr på det i 1. halvleg og kom frem til en to-tre store chancer, og det er ærgerligt vi ikke førte med mere ved pausen. I 2. halvleg kan vi ikke rigtigt spille os ud af deres pres, dog uden at de skabte det helt store. De fik dog nogle dødbolde, og pludselig stod den 1-1.

- Men vi får spillet os tilbage i kampen, så kommer vi på 2-1 og derfra kører vi den hjem. Vi gjorde et godt stykke arbejde i 1. halvleg, det smider vi væk i 2. halvleg, og det skal vi have ændret, så vi kommer godt ud til begge halvlege.

- Nu ser vi frem mod Superligaen på søndag, og vi har jo både Superliga og pokalfodbold inden den atter står på Europa League.