Ariël: - Vi kan kun bebrejde os selv

Ariël: - Vi kan kun bebrejde os selv


Andreas Cornelius trykker af ved stillingen 1-1, men mirakuløst redder en forsvarer på stregen


af Torkil Fosdal

Efter 2 x 45 minutters underholdende fodbold i Horsens kunne Ariël Jacobs gøre regnskabet op og notere 5-6 store FCK-chancer, en boldbesiddelse på omkring 60-40, men kun et enkelt point på kontoen.

- Vi kan ikke være tilfredse med 1-1 på den baggrund, men jeg må også gratulere AC Horsens med den måde, de kæmpede på lige til det sidste. I sidste ende kan vi dog kun bebrejde os selv, at det ikke blev til alle tre point, konstaterede cheftræneren, der endnu er ubesejret i Superligaen efter de første 11 spillerunder.

- Vi kontrollerer 1. halvleg fint, men efter pausen tillader vi dem at komme ind i kampen og de får mange kontramuligheder, som hele tiden er farlige for os, selv om de ikke kommer frem til de store chancer. Og det er klart, at jo længere tid der går, jo mere entusiastiske bliver de, hvorimod vi begynder at virke lidt nervøse, fordi vi ikke for det andet mål på en af alle de chancer, vi har.

Jacobs så dog ingen fysiske træthedstegn på sit hold, selv om kampene falder tæt i øjeblikket.

- Nej, slet ikke, de fleste af dem der spillede i dag havde også mulighed for at hvile lidt i midtugen.

Alle får mulighed for at hvile i morgen søndag, men så begynder forberedelserne til den næste vigtige opgave - udekampen i Rumænien med Steaua Bukarest på torsdag, hvor løverne skal forsvare den førsteplads man indtager efter den første af de seks spillerunder.
Kim Christensen: Ikke den start jeg havde ønsket mig
- Jeg prøvede at spille Claudemir i fødderne, men Kielstrup læser mig og lobber den så over mig - det var selvfølgelig en utilgivelig fejl. Det var selvfølgelig ikke den start jeg havde ønsket mig. Jeg synes ellers jeg spiller en fin kamp, men jeg vil nok blive husket for den her fejlaflevering. Jeg plejer ellers at være god med fødderne, og det her sker en ud af 1.000 gange, så ærgerligt det skete i dag!

Andreas Cornelius: Vi får ikke scoret og så vinder man ikke kampe
- Vi spiller en dårlig 1. halvleg. Vi startede egentlig godt, men så scorer de og vi falder list sammen. I 2. halvleg presser vi godt på, men får ikke scoret og så vinder man ikke kampe. Der var en periode i 1. halvleg hvor vi bare spillede den rundt uden at være farlige. Man kan ikke sige noget til vores gejst, og det er svært at sige hvad der gik galt - men vi fik den jo i hvert fald ikke over stregen.

Martin Vingaard: Heldige at være i live efter 1. halvleg
- Vi må indrømme, at vi var lidt heldige med stadig at være i live efter 1. halvleg, men efter pausen er vi meget bedre med, men mangler stadig lige det sidste i afleveringerne, som enten bliver brudt eller er for upræcise. Vi skaber få, men store chancer, og det er for lidt, når vi har bolden så meget som vi har.