Banen udskiftes i Telia Parken

Banen udskiftes i Telia Parken

Der knokles løs i disse timer for at få anlagt en splinterny og flot bane til kampen på søndag mod FC Vestsjælland i Telia Parken. 

Dagen igennem har traktorer og lastvogne arbejdet med første etape af den proces; nemlig at skrælle den brugte bane af, hvorefter det brunlige miks af jord og slidt græs er blevet samlet i en kæmpe bunke nede ved det, som på kampdage er Familietribunen.

Nu arbejdes der med at gøre jorden klar til rullerne med banegræs, der bliver fragtet med store lastbiler direkte fra England. Arbejdet med at rulle det nye græs ud påbegyndes i morgen. 

Arbejdet blev i øvrigt overværet af en gruppe nysgerrige FCK-fans, der var på rundvisning. Sammen kunne de til lyden af avancerede landbrugsmaskiner og duften af jord, græs og benzin følge banearbejdet på tætteste hold. 

Banen er fuldt anlagt onsdag, hvorefter den skal plejes let inden den spændende forårspremiere på søndag. 

Kampen mod FC Vestsjælland fløjtes i gang kl. 17.