Lars Rønbøg, Getty Images
Bashkim: Jeg har glædet mig helt vildt til denne dag
22/09 2015 14:01
- Det bliver fantastisk at være med igen. Jeg har glædet mig helt vildt til denne dag og jeg ser frem til det. Jeg har ventet længe, så selvfølgelig er jeg lidt spændt. Jeg føler mig fit - og min krop og mit knæ har det godt, så vi må se, hvordan kampformen er, hvis jeg får chancen, lyder det fra Bashkim Kadrii, der fortsætter:
- Holdkammeraterne har givet mig et ‘halvt’ tillykke eller hvad man kan sige efter at truppen blev udtaget. De er selvfølgelig også glade for at jeg er tilbage. Nu er jeg i truppen, og så håber jeg også, at jeg får lidt spilletid, det er klart. Jeg skal lige vænne mig til at skulle forberede mig på at skulle spille kamp igen – det er jo snart et år siden sidst. Men jeg prøver bare at tage det stille og roligt og ikke blive for overvældet af det hele. Jeg er bare rigtig glad lige nu, men det er svært for mig at sige, hvordan det bliver at spille igen – udover at det bliver dejligt!
Skridt for skridt har angriberen intensiveret genoptræningen og har i et stykke tid trænet med holdkammeraterne på træningsbanen. Nu er spørgsmålet så hvordan formen er efter så lang tid udenfor.
- Min træningsform har været god i et stykke tid, og jeg har da fået sparket nogle bolde ind. Men jeg har jo ikke spillet kampe i langt tid, så det bliver en lille test for mig at skulle i aktion igen. Jeg glæder mig mest til igen at være med omkring holdet. Det betyder rigtig meget for mig, lyder det afslutningsvis fra løvernes nummer 9.
Kampen mod FC Vestsjælland fløjtes i gang i Slagelse kl. 18.00 onsdag aften.