Bendtner: Stolt og skuffet
Dagens debutant var selvfølgelig skuffet over at det ikke blev til point, men også glad og stolt over at få sine første officielle minutter i FCK-trøjen.
Ståle sagde allerede i går, at Bendtner kunne komme i spil de sidste 10-15 minutter, hvis vi havde brug for en boksspiller, og det viste sig - desværre, kan man sige - at blive nødvendigt. Med tyve minutter igen kom han på banen sammen med Daramy og Holse og var også flere gange i begivenhedernes centrum i jagten på udligning.
"Jeg havde ikke rigtig gjort mig nogen forventninger om spilletid på forhånd, for det handlede jo først og fremmest om, at vi skulle have de tre point," lød det efter kampen fra debutanten.
"Derfor er det selvfølgelig også skuffende at stå her bagefter uden nogen point overhovedet. Når det er sagt, så er jeg da helt personligt glad og stolt over at komme i kamp for FCK, og det gik vel også okay i forhold til at jeg havde et par muligheder og med lidt held også kunne have scoret. Men vi manglede lige det sidste i den fase af kampen."
"Nu er det bare hjem og arbejde videre på træningsbanen. Jeg glæder mig til at blive en endnu større del af holdet, og så handler det bare om at spille noget fodbold og lære holdkammeraterne bedre at kende på banen, så vi forbedrer samspillet."
"Men jeg er klar igen, når Ståle har brug for mig, og på sigt kæmper jeg selvfølgelig for, at det ikke bare skal blive indhop til sidst i kampen."