
BK Avarta venter i Sydbank Pokalen
Torsdag aften blev der trukket lod til 3. runde af Sydbank Pokalen, hvor sidste sæsons bedste Superliga-hold træder ind.
Her blev F.C. Københavns modstander BK Avarta fra 2. division, som til daglig har hjemmebane i Rødovre, kun få kilometer fra Nummer 10 på Frederiksberg. Som lavest rangerede hold har Avarta fordel af hjemmebane i opgøret.
Avarta slog Ringsted i deres opgør i 2. runde af pokalturneringen og før det GVI, Gentofte-Vangede Idrætsforening, i 1. runde.
Kampen i 3. runde skal i udgangspunktet spilles i landskampspausen i uge 46 midt i november, men er ikke fastlagt endeligt endnu.
Ifølge turneringsreglementet kunne Superliga-hold ikke møde hinanden allerede i denne runde.
Historisk jagter vi vores 9. pokaltitel - den seneste vandt vi i 2017, da Brøndby blev besejret 3-1 i finalen dengang.
SønderjyskE vandt som bekendt sidste sæsons udgave af turneringen efter en finalesejr over AaB.