Bøde til F.C. København

Det er med stor beklagelse, at F.C. København har modtaget besked fra UEFA om en bøde på 13.000 euro (97.000 danske kroner) i forlængelse af klubbens to europæiske kampe mod henholdsvis Stabæk på udebane, hvor nødblus blev antændt, og hjemme mod Sparta Prag, hvor der blev kastet et ølkrus på banen. UEFA har endnu ikke behandlet hændelsen fra Eindhoven, hvor der blev antændt flere nødblus i FCK-afsnittet.

 

Onsdag havde F.C. København møde med bestyrelsen for F.C. København Fan Club, hvor klubben fremlagde de alvorlige konsekvenser og sanktioner UEFA kan påføre F.C. København, når sikkerhedsreglerne overtrædes. Mødets primære dagsorden var at kortlægge konsekvenserne, hvis F.C. København vælger at takke nej til et udebaneafsnit i Tjekkiet den 16. december, hvor Sparta Prag er modstanderen i UEFA Europa League. Derudover blev der også diskuteret hvilke tiltag, der fremadrettet kan implementeres for at diverse brud på ordensreglementet ophører.

 

- Vi havde et godt og konstruktivt møde med FCKFC, hvor både fanklubben og klubben fremlagde deres synspunkter. Begge parter var enige om, at brud på ordensreglementet så som nødblus ikke bør være en del af det F.C. Københavnske fanmiljø, og at episoden i Eindhoven var alvorlig. Fanklubben fik et indblik i, hvordan UEFA arbejder med sanktioner mod klubberne, og hvilke alvorlige konsekvenser disse overtrædelser kan få for F.C. København, siger Charles Maskelyne, Club Secretary og klubbens kontaktperson til UEFA og FCKFC.

 

- Sanktioner fra UEFA følger en eksponentiel kurve. Det vil sige, at når man først er trådt over grænsen et par gange, så går det lige pludselig meget stærkt, og størrelsen på en bøde kan meget hurtigt blive sekscifret, mens der samtidig udstedes påbud om kampe uden tilskuere, fortsætter Maskelyne.

 

Tilskuere i Prag
Efter dialogen med fanklubben og en sikkerhedsvurdering af forholdene i Prag har klubben besluttet at takke ja til et udebaneafsnit i Prag den 16. december. Samtidig vil der blive igangsat en række initiativer fra både klubben og fanklubbens side, der har til hensigt at skabe en tættere dialog mellem klubben og hele det københavnske fanmiljø.

 

- Af respekt for den store del af vores fans, der støtter holdet indenfor ordensreglementet og UEFA’s regler prøver vi endnu engang at række hånden frem og appellere til den sunde fornuft. Opbakningen i Eindhoven var helt fantastisk, og den støtte vil vi meget gerne have med til Prag i december. Vel at mærke uden nødblus eller andet, der er i strid med reglerne, siger Charles Maskelyne og fortsætter:

 

- Som klub hverken kan eller vil vi negligere vores sikkerhedsansvar, og derfor bliver vi nødt til at tage vores forholdsregler, hvis dialog og sund fornuft ikke er løsningen på problemet, slutter Charles Maskelyne.

 

Billetter til F.C. Københavns udebaneafsnit sættes snarest til salg i Super Shoppen PARKEN. Nærmere information følger.