Bøving sikrede uafgjort mod russiske mestre
William Bøving var på pletten i træningskampen mod de russiske mestre FC Zenit, der endte 1-1 efter 90 velspillede minutter, hvorefter holdet fra Skt. Petersborg trak sig sejrrigt ud af den efterfølgende straffesparkskonkurrence.
Den 18-årige kantspiller scorede i den ordinære kamp efter oplæg fra indskiftede Paul Mukairu et kvarter før tid.
Da kampen var en del af træningsturneringen Atlantic Cup, skulle der findes en vinder efter straffesparkskonkurrence - og den vandt Zenit 3-2 og tog dermed to point fra opgøret i stillingen, mens løverne må nøjes med det ene.
I dysten fra 11-meterpletten brændte Bøving, Pep Biel og Peter Ankersen deres forsøg, mens Kamil Grabara reddede to spark fra russerne - Khouma Babacar og Jens Stage scorede på deres forsøg.
Nicolai Jørgensen fik FCK-comeback og Khouma Babacar sin uofficielle debut i opgøret, der blev spillet på Estadio Algarve i det sydlige Portugal.
Husk, at du kan se løvernes sidste testkamp inden forårspremieren i morgen fredag mod islandske Breidablik på 6'eren og Discovery+, der sender direkte med kick off kl. 17.00.
Læs mere og se højdepunkter fra kampen senere her på siden.