Boile ser frem mod Atalanta: Med hjælp fra fansene kan vi levere endnu en stor europæisk aften

På torsdag går det løs mod Atalanta i den altafgørende playoff-kamp til Europa League, og Nicolai Boilesen føler, at rammerne for en god præstation er til stede.

>> Find din plads til braget

”Vi har vundet ni ud af de sidste 11 kampe og spillet to uafgjorte, så vi er inde i en rigtig, rigtig god stime. Og så fik vi sparet nogle spillere i kampen mod SønderjyskE, så derfor burde vi være tip-top friske til kampen torsdag, hvor vi skal ud og levere den bedst mulige præstation, som forhåbentlig bliver nok til at gå videre,” siger Boile.

Han understreger, at støtten fra en forhåbentlig tætpakket Telia Parken ikke kan overvurderes.

”Vi føler, at vi med fansenes opbakning kan levere endnu en stor europæisk aften, og det er selvfølgelig det, vi går stærkt efter,” siger Boile.

En god defensiv indsats som udgangspunkt
Sidste uges 0-0-kamp i Italien formede sig som en defensiv test af holdet. En test, der endte med et godt resultat inden hjemmekampen.

”Vi har et rigtig fint resultat med dernede fra. Det var sådan en kamp, hvor defensive kom til at være i fokus for os. Men sådan er det nogle gange, når man spiller på en svær udebane, og det kan være nødvendigt at gribe tingene sådan an, så man ikke risikerer at gå ud og indkassere fem mål,” siger Nicolai Boilesen.

”Vores mål inden den første kamp var at komme hjem til Telia Parken med et resultat, vi kunne arbejde videre ud fra. Og det er vi jo lykkes med,” siger han.

>> Vær med til den altafgørende playoff-kamp