Nicolai Boilesen

Boilesen i kamp for første gang i et år: Jeg har ventet længe på denne dag

Nicolai Boilesen spillede onsdag alle 60 minutter i træningskampen mod HB Køges reserver på Nummer 10. En stor dag for vores venstre back:



”Det var simpelthen så dejligt. I morgen er det et år siden, at jeg blev skadet. Så jeg nåede det lige før årsdagen! Nej, jeg er selvfølgelig super glad for at kunne spille igen og være en del af holdet og omklædningsrummet - jeg har ventet længe på denne dag,” lyder den første reaktion fra uheldige Boilesen, der rev sit ene korsbånd over i en kamp mod russiske FC Orenburg på sidste sommers træningslejr.

Annus horribilis forhåbentlig forbi
”Det er en milepæl for mig. Det er et helt års hårdt arbejde, som jeg på en måde har lagt bag mig nu forhåbentlig. Alle de hårde dage og uger i det forgangne år, først med alenetræning i styrkerummet og siden ude på græsset med en fysioterapeut. At kunne spille en time i dag er en helt anden skøn følelse - også mentalt,” siger den 28-årige forsvarsspiller, der i dagens kamp fik spilletid både som back og stopper.

Gik bedre end forventet
”Jeg fik tre gange 20 minutter i benene, og de føles fine, selvom vi lige skal se, hvordan knæet og kroppen reagerer i de kommende dage. Timingen og de små detaljer i spillet skal jeg selvfølgelig arbejde med, men jeg er faktisk positivt overrasket over, hvor godt det gik,” siger 'Boile'.



Med de første spilleminutter i benene, handler det nu om træning på mere eller mindre lige fod med holdkammeraterne frem mod et comeback på førsteholdet.

Fokus på næste sæson
”Nu må vi se. Jeg er bare glad for at kunne stå her i dag og have klaret den første test. Det er ikke kun op til mig, hvad der skal ske herfra, men også den medicinske stab og trænerteamet selvfølgelig. Jeg tager det dag for dag - og så må vi se, om jeg kan snige mig med på et holdkort eller i en 18-mands kamptrup inden sæsonen slutter. Det ville være stort. Men mit helt store fokus er at stå knivskarpt til den nye sæson,” slutter en glad Nicolai Boilesen.

Den tidligere Ajax-spiller er noteret for 94 kampe for Byens Hold og er således ikke langt fra et 100-kampsjubilæum.

>> Se FCK TVs dokumentar om Boilesen og Winds tid sammen på sidelinjen her

>> Dame N'Doye gjorde også comeback i dagens kamp. Læs hans reaktion her