Pressemøde med Boilesen og Thorup

Boilesen: Vi skal ud og gøre arbejdet færdigt

”I morgen aften kan vi tage et stort skridt i forhold til at opfylde en af vores målsætninger om også at spille europæisk efter nytår,” siger Jess Thorup inden torsdagens opgør mod Lincoln Red Imps.

”Det mål skal vi opnå med en sejr i morgen, og så må de øvrige kampe vise, om vi bliver nr. 1 eller 2 i gruppen.”

Truppen trænede en times tid på kunstgræsset under de lidt ydmyge rammer på Victoria Stadium, men havde det ikke været fordi, at aftenmørket havde sænket sig, ville der være en pragtfuld udsigt til den ikoniske Gibraltarklippe.

”Ja, det er da ikke de mest glamourøse rammer, jeg har spillet i ude i Europa, men det har også sin charme. Derhjemme lærer man hurtigt de sædvanlige Superligastadioner at kende, men i Europa kommer vi ud for alle slags forhold,” siger anfører Nicolai Boilesen.

”Det er også vigtigt for vores mange unge spillere at få dem her erfaring med. Da vi senest spillede i Grækenland, kunne vi jo dårligt råbe hinanden op på fem meters afstand, og sådan bliver det jo nok ikke i morgen aften.”

Træning på Victoria Stadium


Favoritværdigheden kan selvfølgelig kun ligge på de københavnske skuldre, men netop derfor skal koncentrationen være helt i top.

”Da vi mødte dem i Parken, kom vi foran efter 2-3 minutter, og så lignede det måske en walkover, men sådan gik det jo ikke. Vi spillede heller ikke vores bedste kamp, og et af vores mål var jo en foræring til Jens fra deres keeper. Men de har også budt de andre hold op til dans i gruppen, selv om de ikke har vundet.”

”Så vi skal ud og levere en professionel indsats og gøre arbejdet færdigt,” understreger Boile.