F.C. København og Carlsberg indgik i august den største hovedsponsoraftale i klubbens historie. I forlængelse her af kan vi nu offentliggøre, at C-tribunen, som en del af den femårige aftale, får nyt navn og fremadrettet hedder Carlsberg-tribunen.
Administrerende direktør i F.C. København, Anders Hørsholt, udtaler:
- Vi er stolte af at have Carlsberg som hovedsponsor i F.C. København. Og aftalen, som vi indgik i sommer, bidrager positivt til, at vi kan indfri vores høje sportslige målsætninger og ambitioner. Det er samtidig meget glædeligt, at vi i dag kan løfte sløret for, at Carlsberg som en del af vores indbyrdes aftale gør deres entré på C-tribunen som tribunesponsor. Sammen med Carlsberg har vi spændende planer for, hvordan denne del af hovedsponsoraftalen skal komme fansene på C-tribunen til gode.
- Udover at have sit logo på spilletrøjen er et tribunesponsorat i PARKEN den absolut mest effektive måde at blive eksponeret på i forbindelse med F.C. Københavns kampe. At Carlsbergs logo både er på brystet af spillerne og fra forårets begyndelse også vil kunne opleves overalt på C-tribunen, er vi mere end tilfredse med, siger Anders Hørsholt.
Sponsorchef i Carlsberg, Peter Giacomello, udtaler:
- Med et navnesponsorat af en af Danmarks mest kendte stadiontribuner styrker vi Carlsbergs hovedsponsorat af F.C. København, og det er en naturlig forlængelse af Carlsbergs mangeårige engagement i fodbold. Carlsberg-tribunen er en vigtig eksponeringsplatform for vores brand til alle kampe i PARKEN, og det er en kæmpe bonus, at Carlsberg-tribunen også er "hjem" for nogle af de mest dedikerede FCK-fans.
F.C. København offentliggjorde i torsdags, at Unibet overtager B-tribunen. Herudover er klubben i forhandlinger med flere parter om et tribunesponsorat af A-tribunen. Således vil publikum til den første kamp i PARKEN 11. marts opleve markante forandringer på tre af fire tribuner. SuperBest-tribunen er den eneste tribune, som ikke ændrer navn. Denne aftale udløber ved junis udløb og står til at skulle genforhandles.