Klubbens hjælpetrænere, Carsten V. Jensen og målmandstræner Per Wind, har brugt tre dage i sidste uge hos det engelske mesterhold Arsenal, hvor de fulgte klubbens træning og optakt til sidste lørdags topkamp mod Manchester United. Trænerne kom hjem med et rigtig godt indtryk af en venlig og topprofessionel fodboldklub.

- Vi fik en utrolig god behandling fra alle i klubben. Det er klart at Arsenals træning normalt er lukket for publikum, men vi kunne med det samme mærke, at det ikke desto mindre er en åben klub hvor der er en gensidig respekt. Vi fik mulighed for at tale med både trænere og spillere. Faciliteterne i klubben er fantastisk og deres nye anlæg på kanten af London er gennemtænkt ned til den mindste detalje" siger CV til fck.dk.

Selvom de to trænere var lidt misundelige over Arsenals flotte træningsanlæg var selve træningen ikke så langt fra FCK's træning på Peter Bangsvej. "Arsenals træning bar præg af deres utrolig hårde program med både Premier League, Worthington Cup og Champions League-kampe. Men det er dejligt at se, at den måde vi har struktureret vores træning på - både hvad angår det taktiske, fysiske og tekniske, så er det på mange måder identisk med det i en topklub som Arsenal. På grund af deres hårde program vil det dog være forkert af os at sammenligne træningsintensiteten, men vi oplevede en flok verdensklassespillere på tæt hold som trænede meget lig vores egne", fortsætter Carsten V.

"Det var på alle måder en positiv oplevelse og vores korte besøg i en af Europas førende klubber bekræftede, at vores eget arbejde går i den rigtig retning", konkluderer Carsten V. Jensen.