Chancer til mere

Chancer til mere

Lang hyldestseance efter 18 minutters spil...
Der var efter omstændighederne ganske pænt besøg på Arena Petrol i Celje, der rummer ca. 13.000 tilskuere og var hjemmebane for det slovenske landshold fra 2004 til 2010, hvor der blev indviet et større stadion i hovedstaden Ljubljana.

Ofte har Celje dog haft under 1.000 til deres hjemmekampe, men i dag mødte ca. 2.000 frem på stadion. Det var næppe kun på grund af besøget fra Danmark eller den gratis adgang, men også for at sige farvel til såvel Benjamin Verbic som klublegenden Sebastjan Gobec. Den 35-årige forsvarer har spillet næsten 500 kampe for klubben og det er også rekordmange i den slovenske liga.

Sjovt nok blev der ikke taget afsked med dem før kampen, men i det 18. minut (fordi Gobec havde nr. 18), hvor dommeren fløjtede af og et lille klapbord blev båret ind på banen foran hovedtribunen. Så var der ellers taler og hyldest i lange baner, og der gik vel hen ved 10 minutter, som de øvrige spillere for længst havde udnyttet til at få dækket væskebehovet.

To mål på fem minutter
Selv om kampen først gik i gang 19.30 var det nemlig stadig rigtig lummervarmt med en meget høj luftfugtighed, så selv os der sad stille og roligt på lægterne kampsvedte.

Vi kom fint fra start og både Pourié og Nicolai havde gode afslutninger de første 4-5 minutter. Men så opfangede Celjes Karlo Tezak en blød tværpasning fra Amartey til Zanka og fik plads til at løbe ned og udplacere Stephan med et fladt spark ude ved denne stolpe, og så stod det pludselig 1-0.

Føringen holdt dog kun små 5 minutter, så sendte Delaney Pourié afsted i højre side med en fin fremlægning, og han lagde bolden til rette for Nicolai, der firsttimede den ind via den modsatte stolpe til 1-1. En smuk scoring i en livlig indledning på kampen, og vi skabte flere udmærkede muligheder i den næste 7-8 minutter, før den føromtalte pause i det 18. minut.

Verbic tæt på at score mod sine gamle venner
Kort efter spillet blev genoptaget fik Verbic en kæmpe mulighed for at gøre det onde ved sin barndomsklub, da han blev spillet helt fri i feltet, men keeper Kotnik klarede godt for sig.

Midt i halvlegen var et Pourié-indlæg fra venstre ved at snyde keeperen og studse i mål, og der var mange positive momenter i offensiven, selv om man også kunne se, at det var årets første træningskamp, mens slovenerne har spillet 3 samt en Europa League-kamp og derfor er længere fremme i forberedelserne.

Det gav sig også udslag i nogle individuelle fejl på egen banehalvdel, og en af dem førte til, at slovenernes Sunny fik en stor mulighed i det 38. minut, men heldigvis bankede han bolden på stolpen, så det blev ved 1-1 ved pausen.

Rodet indledning på 2. halvleg
Til 2. halvleg kom Remmer ind for Antonsson, og Toutouh afløste Nicolai – dog ikke som angriber, men som venstrekant, og så gik Verbic op som hængende angriber. Kampen blev væsentlig mere rodet og chancefattig end før pausen, og bortset fra et giftigt Celje-indlæg, som Høgli i sidste øjeblik fik prikket til hjørne, så skete der ikke alverden.

Efter en time kom Wiland ind for Stephan, og Brandur for Kusk, og samtidig gik Amartey ned i forsvaret, mens Remmer tog højrekanten. Lidt efter blev Verbic klappet af banen til fordel for Felfel, men spillet led lidt under de mange udskiftninger, og det samme gjaldt i øvrigt Celje. Delaney og Ankersen blev også taget ud og erstattet af Wohlgemuth og Marcus Mathisen, og efter denne bølge af udskiftninger var det som om, der kom bedre styr på spillet.

FCK-dominans mod slutningen - og hovedstød på overliggeren
Pourié fik halvlegens første og største mulighed, da han blev spillet fri i højre side af feltet, men desværre keeperen kom godt ud og blokerede. Remmer var også fremme og var tæt på at få hovedet på et Høgli-indlæg fra venstre side, og kort efter blev Høgli i øvrigt erstattet af Frederik Bay.

Otte minutter før tid headede Yones Felfel bolden på overliggeren efter en fornem fremlægning i feltet af Wohlgemuth, og i det hele taget dominerede vi massivt her i slutningen af kampen. Pourié fik endnu en god bold i feltet, som han selv forsøgte sig på, men måtte se skuddet blokeret.

Det blev dog ikke til flere scoringer, men en fin gang kamptræning på en dejlig og hurtig bane.


Holdet:
1 Stephan Andersen (60.: 21 Johan Wiland) – 22 Peter Ankersen (72.: 40 Marcus Mathisen), 25 Mathias Zanka Jørgensen, 15 Mikael Antonsson (46.: 20 Christoffer Remmer), 2 Tom Høgli (80.: 38 Frederik Bay) – 17 Kasper Kusk, 18 Daniel Amartey, 8 Thomas Delaney (anf.) (72.: 35 Mikkel Wohlgemuth), 7 Benjamin Verbic (65.: 33 Yones Felfel) – 23 Marvin Pourié, 10 Nicolai Jørgensen (46.: 24 Youssef Toutouh)

Ikke benyttet: 37 Jonatan Frimann og 39 Berat Beciri