Sune Smith-Nielsen

Cheftræner-rokeringer i FCK Talent

Efter Hjalte Nørregaards ansættelse som assistenttræner for førsteholdet bliver Alfred Johansson ny U19-træner, Martin Vingaard ny U17-træner og Jonas Rothausen ny U15-træner.
 
“Vi er meget stolte af, at vi kan levere endnu en dygtig trænerkapacitet til førsteholdet i form af Hjalte Nørregaard,” siger udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen.
 
“Det betyder meget for os alle, og den strategi og model, som vi har lagt for Talentafdelingen, at vi ikke bare kan levere spillere til det højeste niveau, men også trænere og andre dygtige medarbejdere til staben omkring holdet.”
 
“Hjalte forlader U19-holdet som forsvarende mestre og pokalvindere og midt i et spændende efterår med Youth League-kampe, hvor vi står over for to vigtige nøglekampe mod Manchester City.”
 
”Men vores organisation er heldigvis så stærk, at vi har kompetente afløsere i egne rækker til en rokade, hvor flere får nye udfordringer på en måde, der samtidig sikrer kontinuitet og fortsat udvikling af vores stærke talenthold,” siger Sune Smith-Nielsen om en trænerrokade, der ser således ud:
 
Alfred Johansson bliver cheftræner for U19, efter at han i lidt over tre år har stået i spidsen for vores U17-hold, som to år i træk er blevet danske mestre. Tidligere var han også U14-cheftræner og træner i KB Talent, og han fungerede som U19-cheftræner i nogle måneder i efteråret 2020, mens Hjalte vikarierede omkring førsteholdet.

Alfred Johansson
Alfred Johansson bliver ny U19-cheftræner. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

 
Martin Vingaard
bliver cheftræner for U17. Han kom til Talentafdelingen i sommeren 2020 som assistenttræner for Alfred Johansson på U17, og har siden januar 2022 været cheftræner for U15. Han fungerede desuden som U17-cheftræner i efteråret 2020, da Alfred som nævnt fungerede som U19-cheftræner.

U15-cheftræner Martin Vingaard
Martin Vingaard bliver ny U17-cheftræner. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

 
Jonas Rothausen bliver cheftræner for U15, men hvor Alfred og Vingaard overtager de nye job med det samme, så afventer Jonas’ overtagelse. Jonas kom til Talentafdelingen i sommer som assistenttræner og analytiker, og den plads skal genbesættes, inden Jonas overtager U15. Indtil det er på plads, så fungerer den nuværende U15-assistenttræner, Marcus Thorlak, som cheftræner.

Jonas Rothausen
Jonas Rothausen bliver ny U15-cheftræner. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

 
Både Alfred, Vingaard og Marcus skal i aktion i deres nye roller på lørdag, når U19, U17 og U15 skal til Vejle.