Chelsea og KB: Glæder og skuffelser i 50’erne
Forud for F.C. Københavns kommende Conference League-kampe mod Chelsea FC skruer vi tiden tilbage til 1951, hvor Chelsea deltog i KB’s 75-års jubilæumsfestligheder, mens begge klubber var alvorligt truet af nedrykning - og en af klubberne måtte gå den tunge gang!
Det var ikke tilfældigt, at netop Chelsea blev inviteret til fejringen af jubilæet, for KB havde i mange år haft en særlig relation til London-klubben via Nils Middelboe.
KB-legenden vandt OL-sølv med Danmark i 1908 og 1912, inden han fik job i en engelsk bank og i mange år spillede for Chelsea som amatør, inden han i 1936 vendte hjem og fortsatte som træner og leder i KB.
Derfor kom Chelsea også til KB’s 70-års jubilæumskamp i april 1946, hvor KB vandt 2-1.
Forskel på pokalskabene
Fem år senere stod KB stærkere nationalt end Chelsea, hvis man ellers ser bort fra den indlysende niveauforskel mellem dansk amatørfodbold og engelske professionel fodbold.
KB, der siden starten af 1900-tallet havde domineret dansk topfodbold, tog nemlig hul på sæsonen som tredobbelte danske mestre, hvorimod Chelsea, der blev stiftet i 1905, aldrig havde været i nærheden af at vinde noget som helst.
Chelsea tilbragte ganske vist langt de fleste sæsoner i 1. division, men en ottendeplads i 1935/36 var deres bedste placering og dertil et par tabte FA Cup-semifinaler.
Efter 2. verdenskrig måtte de opbygge et helt nyt hold, for da man genoptog 1. division i 1946, var der ikke mange spillere tilbage fra 30’erne. I de første efterkrigssæsoner sluttede Chelsea – ligesom før krigen - i den dårligste halvdel af de 22 hold i 1. division, og i 1950 tabte de endnu en FA Cup-semifinale, endda til London-rivalerne fra Arsenal.
Sæsonen 1950/51
Det var derfor ikke uventet, at Chelsea fik problemer i sæsonen 1950/51, men de blev større end nogensinde. Ved juletid lå de tredjesidst, og inden deres sidste fire kampe i foråret 1951 lå de sidst med fire point op til Everton og Sheffield Wednesday, som dog havde spillet en kamp mere.
Under maksimalt pointpres vandt Chelsea nu to knebne hjemmesejre over Liverpool og Wolverhampton, men konkurrenterne tog også point, så Chelsea havde kniven for struben, da de lørdag den 28. april 1951 spillede lokalopgør mod Fulham lige om hjørnet på Craven Cottage.
Et nederlag ville næsten med stor sandsynlighed sende Chelsea ned, men selv om The Blues kom bagud, så vandt de 2-1.
Der var ikke tid til at fejre sejren den lørdag aften, for Chelsea-spillerne kørte direkte til Royal Air Force-lufthavnen Northolt og fløj til København, for søndag kl. 14.15 skulle de på banen i Idrætsparken til KB’s 75-års jubilæumskamp!
KB's tre-dobbelte mestre var i problemer
Her ventede et KB-hold, der var presset. Ganske vist var de tredobbelte mestre, men den erfarne back Erik Glümer var stoppet, og stærke landsholdsspillere som Axel Pilmark og Niels Bennike var blevet professionelle i italienske Bologna FC henholdsvis SPAL 1907 i nærtliggende Ferrara.
Da KB sluttede efteråret 1950 med at smide en tremåls-føring mod AGF på et snedækket Aarhus Stadion og kun fik 3-3, så overvintrede de lidt for tæt på nedrykningsstregen.
I foråret hentede de kun fem point de første syv kampe, så da de indledte 75-års-fejringerne i slutningen af april, var det stadig kritisk, selv om 1. division var vanvittigt tæt: B.93 havde på fjerdepladsen 14 point, og OB på sidstepladsen 12 point – det samme antal som KB, hvis problem bare var, at de havde spillet flere kampe end de andre.
Festlig fejring af de 75 år
Men kontinentets ældste klub skulle selvfølgelig fejre jubilæet på behørig vis. På selve dagen, den 26. april, var der stor reception på KB, hvor nogle af klubbens gamle landsholdsspillere bl.a. havde fået fremstillet stor model, der fremstillede fremtidens KB-anlæg. Det omfattede bl.a. en helikopter-landingsplads, en overdækket fodboldbane og fjernsyns-faciliteter!
Fredag den 27. april spillede KB den første jubilæumskamp i Idrætsparken mod et udvalgt brasiliansk hold fra Sao Paulo. Muligvis en kontakt, som Nils Middelboe også skaffede, for Chelsea spillede en del kampe i byen på en stor, sydamerikansk turne i 1929.
Brasilianerne vakte opmærksomhed i København med deres ”portugisisk brune lød, sortkrøllede hår, de sorte, sørgmodige øjne, der er helt bundløse af hjemvé”, som Politikens Magnus Simonsen malende beskrev det.
KB var som sagt sløjt kørende i 1. division og havde – for også at give jubilæet et nordisk skær - forstærket sig med tre profiler, Gunnar Thoresen fra Larvik Turn, Aulis Rytkönen fra KuPS og Kalle Palmér fra Malmö FF, men KB tabte alligevel 1-3 foran 30.000 tilskuere, der var begejstrede over de boldbegavede brasilianeres boldkunster
Chelsea fik revanche og vandt 2-1
Det tegnede knap så eksotisk til den anden jubilæumskamp søndag eftermiddag mod Chelsea. De havde også rigeligt at tænke på, for de var pisket til at vinde deres sidste kamp hjemme i England, men alligevel stillede de med ni af de samme, som slog Fulham mindre end et døgn tidligere.
KB havde sat alle sejl til for at gøre søndagen festlig. Prins Jørgen Garden fra Vordingborg og Den Kongelige Livgardes Orkester spillede og marcherede, mens Stævnets Orkester var i øvelokalerne forud for deres debut i Idrætsparken en måned senere.
KB’s juniorhold spillede forkamp mod et engelsk skolehold fra Eton, indenrigsminister Axel Møller holdt tale, kongelig skuespiller William Rosenberg oplæste en prolog, og Kong Frederik var på plads og overrakte en ærespræmie til KB-backen Erik Køppen.
KB-ungdommen slap også 5.000 duer løs fra Idrætsparken, og det er måske derfor, duernes efterkommere jævnligt vender tilbage til matriklen for at stille sulten, når Parkens græs har fået gødning. Eller også savner de Pospech...
Hos KB spillede Thoresen og Rytkönen med igen, mens Palmér var udskiftet med Odense KFUM-forwarden Jens Torstensen, der senere blev en mangeårig KB-profil og leder.
Chelsea spillede i deres sædvanlige fysiske og kontante stil, mens KB’erne var mere nervøse for skader, inden de afgørende kampe om at undgå nedrykning, og Chelsea vandt uden de store problemer 2-1. Tilskuerne fik dog set et flot mål af Jens Torstensen, da han kort før tid knaldede kuglen op i målhjørnet.
Chelsea klarede frisag - KB måtte ned
Chelsea skulle også have mødt et udvalgt sjællandsk hold i Næstved den 1. maj, men den aflyste de for at samle kræfter til den nervepirrende sæsonafslutning lørdagen efter.
Og det var nok klogt, for med nedrykningskniven for struben fortsatte de sejrsstimen ved at slå Bolton 4-0, og det var lige akkurat nok til at gå forbi Sheffield Wednesday på bedre målkvotient. Onsdagsklubben smadrede nemlig Everton 6-0, så havde Chelsea f.eks. kun vundet 1-0, var Sheffield blevet oppe, men nu måtte de ned sammen med Everton.
KB gik tre dage efter jubilæumskampen ud og slog B.93 overraskende klart med 3-0 og holdt liv i håbet om af klare frisag, men det brast søndagen efter, da de tabte 0-2 til Frem. Aldrig før var et hold rykket ned med 14 point – og aldrig før var KB rykket ned! De gik dog ubesejrede gennem 2. division og rykkede op, hvorefter de omgående vandt mesterskabet igen i 1952/53!
Chelsea 1951/52: Afstand til bunden og endnu en FA Cup-skuffelse
Her forlader vi vores hæderkronede moderklub og følger Chelseas videre skæbne gennem flere hårde sæsoner, før de kom til enden af regnbuen.
I sæsonen 1951/52 var de ganske vist ikke i nedrykningsfare, men der var uro på de indre linjer. Blandt andet strejkede to profiler, John Harris og Roy Bentley, i to måneder på grund af en kontraktstridighed, som bundede i det daværende lave lønloft for professionelle.
”Alle griner af Chelsea, men jeg får ikke engang løn som en komiker,” sagde Roy Bentley med henvisning til klubbens sløje resultater – og til hans sløje ugeløn på 12 pund om ugen efter skat. Lønnen var dog ikke usædvanlig for datidens professionelle på grund af ældgammel regel fra starten af det 20. århundrede, som skulle forhindre de rige klubber i at ”outspende” de andre. Den regel har Chelsea vist aldrig været tilhængere af!
Men Bentley og mange andre havde en sag, for han fik for eksempel let tilbudt det tredobbelte fra en fransk klub plus en række andre goder. Og andre engelske spillere fik endnu mere, når de skiftede til italiensk fodbold. De to blev dog enige med klubben til sidst, og Bentley kvitterede med at score i otte af de næste ti kampe!
Chelsea sluttede fjerde sidst i sæsonen 51/52 og med beroligende otte point ned til stregen. Til gengæld tabte de igen til Arsenal i FA Cup-semifinalen, så for femte gang af fem mulige snublede de på det sidste skridt på vejen mod Wembley.
Chelsea 1952/53: Nyt nedrykningsdrama!
Efter den sæson stoppede deres piberygende og tweedklædte manager Billy Birrell, og ind kom – til manges overraskelse – den tidligere Arsenal-angriber, 40-årige Ted Drake. Blot klubbens sjette manager siden 1905… det var andre tider!
Han satte sig hurtigt i respekt, men nok mere som praktiker end taktiker. En dag, da Roy Bentley ikke kunne ramme målet på indlæg, så gik Drake selv på banen i sit manager-jakkesæt og bad nyindkøbte Frank Blunstone slå et indlæg, hvorefter han kastede sig frem og headede bolden hårdt og præcist i nettet.
Så rejste han sig, dækket af snavs og mudder, og sagde blot: ”That’s how you do it.”
Men selv om Drake ruskede op i mange gamle klubvaner, skabte han ikke mirakler fra den ene dag til den anden, for i sæsonen 1952/53 var det igen ved at gå galt i 1. division.
Inden Chelseas sidste kamp lå de næstsidst, men kunne nøjes med uafgjort hjemme mod Man. City, hvis bare bundholdet Derby ikke slog topholdet Preston. Det gjorde de ikke, Preston vandt 1-0, og Chelsea klarede frisag ved at slå Man. City 3-1, så Derby og Stoke rykkede ned.
Chelsea 1953/54: Fremgang og tangering af bedste placering
To gange på tre sæsoner slap Chelsea altså med skrækken på sidste spilledag, og i sæsonen 1954/55 begyndte det så småt at gå den rigtige vej.
Efteråret var dog ikke godt, og Chelsea led blandt andet deres største liganederlag nogensinde i ”The Murder on Molineux”, hvor de tabte 1-8 til Wolverhamptons glubske ulve, som endte sæsonen med at vinde deres første engelske mesterskab.
På det tidspunkt, efter 11 runder, lå Chelsea tredje sidst, men efter en god forårssæson arbejdede de sig op og tangerede deres hidtil bedste placering med en 8. plads.
Chelsea 1954/55: Den perfekte 50-års jubilæumsgave!
Chelsea havde endnu aldrig snuset til medaljer, og en FA Cup-finale var nok mere realistisk at drømme om end et engelsk mesterskab.
Men man skal som bekendt ikke modarbejde mirakler, og da Chelsea tog hul på sin 50-års jubilæumssæson, The Golden Jubilee, i 1954-55, så begyndte Ted Drake så småt at se resultater af sin indsats.
Det gik dog igen trægt i efteråret, for efter fem sejre, fire uafgjorte og kun to nederlag i august-september, så vandt Chelsea kun én af otte og tabte bl.a. hjemme til Man. United med 5-6! De lå nu nr. 12, og det lignede blot en sæson, hvor nedrykning i det mindste ikke var et tema.
Men en 4-3-sejr ude over Wolverhamptons mestre blev lidt af et vendepunkt, og siden blev Chelsea bedre og klatrede op og op i tabellen, og denne gang helt derop, hvor de ikke kunne nå længere!
Påskelørdag i 1955 masede 75.043 tilskuere sig ind på Stamford Bridge til topbrag mod forfølgerne fra Wolverhampton, men med bange anelser, for uvist hvorfor havde Chelsea i mange år store problemer med at vinde i påsken.
Men ingen bekymringer gik i opfyldelse, for i 73. minut skrev Peter Sillett sig ind i Chelsea-historien ved at score kampens enlige mål på straffespark. Der stod han i øvrigt også længe som den mest scorende Chelsea-forsvarer, indtil John Terry overhalede han.
Mesterskabet var dog ikke definitivt sikret, for det var kun fjerdesidste runde, og nogle af forfølgerne havde udsatte kampe i baghånden, men det var et meget stort skridt, og allerede i næstsidste runde blev den nærmest utænkelige drøm til virkelighed: Chelsea fejrede 50-års jubilæet med klubbens første mesterskab!
Samme år krydsede Chelsea- og KB-historierne igen, for begge blev inviteret til den første udgave af det, som siden blev til Europa Cup for Mesterhold.
Lang historie kort, så mente det konservativt tænkende engelske fodboldforbund ikke, at dette nymodens pjat var noget for spillets opfindere, og året efter fik Man. Uniteds mestre heller lov at deltage.
Fodboldens forældre havde stadig ikke helt indset, at børnene for længst var flyttet hjemmefra, havde stiftet familie rundt om i hele verden og levede på en helt anden måde end den gamle generation – heller ikke selv om Ungarn høfligt havde mindet englænderne om det to gange i 50’erne ved først at vinde 6-3 på Wembley og siden 7-1 i Budapest!
KB måtte derimod gerne være med for DBU, men følte blot ikke, at de var stærke nok til at møde de franske mestre fra Stade de Reims, så de overlod pladsen til AGF’s nybagte mestre. De spillede i øvrigt deres hjemmekamp i Københavns Idrætspark og tabte 0-2, men klarede 2-2 i returkampen.
Blandede sæsoner i the Swinging Sixties
Chelsea kunne ikke leve op til den fornemme guldsæson, men faldt de næste sæsoner tilbage til placeringer mellem nr. 10 og 18, indtil de i 1962 måtte en tur ned i 2. division. Og da var der ikke engang spænding om det til sidste spilledag…
Men i slutningen af 60’erne havde de igen et stærkt hold, der omsider nåede FA Cup-finalen i 1967, men tabte til Tottenham, inden det i 1970 lykkedes at vinde trofæet efter en legendarisk omkamp mod Leeds United på Old Trafford. En kamp, hvor flere dommere senere har vurderet, at der skulle være uddelt ca. 10 udvisninger og mindst det dobbelte antal advarsler!
Chelsea fulgte op med året efter at slå Real Madrid i finalen for Europa Cup for pokalvindere, men snart kradsede krisen igen på Stamford Bridge, og fra midten af 70’erne tilbragte Chelsea flere sæsoner i 2. division end i 1. division.
Også da denne artikels forfatter for første gang besøgte klubben i foråret 1983 på et nedslidt Stamford Bridge, hvor spillerne rendte og trænede bag det ene mål, og klubbens fanshop bestod af en skurvogn. Om man kunne få en rundvisning ligesom ude på Wembley? Nej, men kom da bare med ind og se jer omkring, lød det til gengæld høfligt og imødekommende fra klubfolkene.
Først omkring 1990 gik det igen den rigtige vej, og samme sommer som F.C. København spillede sin første kampe, var Chelsea én af de klubber, som var med til at starte Premier League.
De begyndte dog først at blande sig i toppen i slutningen af 90’erne, og nok ikke kun fordi Bjarne Goldbæk havde afløst Brian Laudrup i trøje nummer 7, for nu kom der flere penge i klubben, som også begyndte at hyre flere og flere udenlandske profiler.
En manager, hvis navn vi lige har glemt, udbrød engang, da han fik stukket Chelseas holdopstilling i hånden: Oh, I thought it was the wine card!” Historien melder ikke noget om, hvorvidt han bestilte et glas Chateau Leboeuf, en Zola Riserva eller en Rosé Di Matteo...
Trods de mange internationale profiler, så tog Chelsea-historien først en afgørende vending i sommeren 2003, da Roman Abramovich besluttede sig for at købe klubben og ikke f.eks. Man. United, som han først havde kig på.
Oligarkens mange milliarder ændrede ikke bare Chelsea, men hele Premier League – og i sidste ende måske hele den globane fodboldøkonomi, men de store penges indtog var jo nok kommet før eller siden.
Det blev starten på en ny Chelsea-æra, som vi selv var vidner til, da vi mødte dem i 2010/11, og efter flere engelske mesterskaber gik de også hele vejen i Champions League i 2011/12 og senere også i 2020/21.
Men… de seneste år har det knebet, efter at Abramovich i foråret 2022 blev tvunget til at sælge klubben som følge af de britiske reaktioner på den russiske invasion i Ukraine.
I 2022/23 blev Chelsea kun nr. 12 og var pludselig helt uden for det europæiske selskab i 2023/24, men med en sjetteplads i sidste sæsons Premier League gik de direkte i Conference League-ligafasen som det eneste hold, der var højere seedet end F.C. København.
Det er ærgerligt, at de to topseedede mødes allerede nu – men nu må de to kampe vise, hvilket af de to hold med løven i logoet, der ærgrer sig mest bagefter!
