Corner: Altid specielt at spille her
"Det er altid særligt at vende tilbage som modstander her i Parken," sagde Andreas Cornelius på aftenens pressemøde, hvor han var på podiet sammen med cheftræner Abdullah Avci.
"Jeg har jo prøvet det flere gange, men det er lige før. jeg går forkert, når jeg skal finde udeholdets omklædningsrum," smilede Corner.
"Jeg har spillet her i så mange år, at jeg føler mig hjemme her, og jeg føler mig godt tilpas uanset, om jeg kommer som ude- eller hjemmehold."
"Vi tager gerne favoritværdigheden på vores skuldre, og vi skal gå videre over to kampe, men alt kan ske. Jeg forventer to svære kampe, og jeg ved, at FCK kan finde et højere niveau, end de har vist i Superligaen hidtil."
"Jeg har glædet mig meget til kampen, det er en speciel oplevelse for mig, jeg spillede her fra jeg var 12 til jeg var 24, bortset fra et kort ophold i Cardiff, og jeg har vundet meget og oplevet meget med klubben, så det er specielt."
"Jeg regner da heller ikke med, at jeg bliver buh'et ud i morgen, men at fansene tager godt imod mig, og at vi får en fed kamp, og så må vi se, hvordan det ender. Jeg vil sikkert juble, hvis jeg scorer, men jeg vil hverken håne eller hovere over for FCK, men selvfølgelig vil jeg juble med mine holdkammerater," sluttede Corner.
Abdullah Avci sagde om kampen i morgen:
"Vi møder et hold med stolte europæiske traditioner, som har spillet europæisk 22 sæsoner i træk og været i mange gruppespil."
"Vi har analyseret dem grundigt og ved, at vi møder et ungt hold, der spiller 4-3-3 med højt pres og med meget fart, og som er farlige på dødbolde. Og så skaber deres fans en god atmosfære på stadion."
"Men vi er begyndt sæsonen godt, vi har vundet Super Cup i Tyrkiet og holdt nullet i de første tre kampe, så vi er klar, både fysisk og mentalt."