Telia Parken

Covid-19 forholdsregler til AGF-kampen

I aften slår Parken igen dørene op for tilskuere, når vi møder AGF i 3F Superliga.

Alle pladser tildeles F.C. Københavns sæsonkortholdere, abonnenter og sponsorer. Der er ikke adgang for udefans, og vi forventer ikke, at der kommer billetter i frit salg.

Generelt

Kapacitet
Parken er opdelt i 22 sale á 500 personer, så den samlede kapacitet er 11.000 tilskuere.

Ingen udefans
Som nævnt er der ikke adgang for udeholdets tilskuere, og det kan medføre bortvisning, hvis tilskuere i ord, handling eller påklædning viser tilknytning til udeholdet.

Billetter
Sæsonkortholdere og abonnenter, der har ønsket adgang, har kunnet vælge en billet med et nummereret sæde, som ikke nødvendigvis er ens faste plads på tribunen. Kun hvert andet sæde i Parken benyttes for at overholde afstandskravet.

Den tildelte plads skal benyttes, dvs. du må ikke sætte dig på en anden plads (af hensyn til eventuel smitteopsporing).

Billetten er personlig, så du må ikke give din billet videre til en anden.

Hvis du har fået tildelt billet og ikke kommer til kampen – og ikke har meldt afbud via Kundeservice inden den frist, der fremgår af billetten – så mister du retten til at komme til de øvrige hjemmekampe i denne sæson.

Krav om coronapas

Hvis du er 15 år eller derover, skal du fremvise et negativt coronapas for at komme ind i Parken, og det defineres som

  • Et negativt resultat af en covid-19-test, der på kamptidspunktet (dvs mandag kl. 19.00) er højst 72 timer gammel (regnet fra tidspunktet, hvor testen er foretaget).
  • Et positivt resultat af en covid-19-test, der er mindst 14 dage og højst 180 dage gammel (regnet fra tidspunktet, hvor testen blev foretaget).
  • Et gennemført vaccinationsforløb mod covid-19.

Dit coronapas kan være både elektronisk og i papirformat.

Du skal kunne legitimere dig (med pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt ID-kort), så vi kan se, at du er den person, som coronapasset er udstedt til.

Kravet om coronapas gælder ikke for personer, der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en COVID-19-test samt personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en COVID-19-test. Er du blandt disse, bedes du inden kampen kontakte Kundeservice på kundeservice@fck.dk for at få konkrete instruktioner for din adgang til Parken.

Mundbind
Du skal bære mundbind alle steder, undtagen når du sidder på din plads.

Fanshoppen
Fanshoppen er åben indtil kl. 19.00, men der må max. være 40 kunder ad gangen i butikken, og alle skal bære mundbind.

Før kampen
Det fremgår af din billet, hvornår du kan komme ind på din plads. Vi søger at sprede alle tilskueres ankomst til Parken for at undgå for mange mennesker samlet på én gang.

  • VIP-afsnit: adgang fra kl. 17.00-18.00
  • D-tribunen: adgang fra kl. 17.00-19.00
  • Nedre tribuner (A, B & C): adgang fra kl. 17.00-18.00
  • Øvre tribuner (A, B & C): adgang fra kl. 18.00-19.00

Hvis du kommer senere end det anviste tidspunkt, kan du blive bedt om at vente, indtil stewards finder det hensigtsmæssigt, at du går ind til din plads. Vær forberedt på, at det kan medføre ventetid.

Respektér skiltningen, stewardernes instruktioner samt informationer i højttalerne.

Vi har stewards til at tjekke coronapas, inden den normale visitering og billettering/scanning.

Under kampen
Du skal så vidt muligt blive på din plads, men du kan selvfølgelig benytte toiletter, boder mv.

Undgå unødigt ophold andre steder, dvs gå direkte til og fra din plads, når du kommer til og skal forlade Parken.

Boderne har kun begrænset udvalg, og du skal holde mindst en meters afstand i køen.

Brug de opstillede håndsprit-dispensere i relevant omfang.

Bliv siddende på din plads med ansigtet mod banen. Du må ikke stå op og overvære kampen,  bortset fra kortvarige jubelscener, hvor vi opfordrer til at passe særligt på smitterisikoen.

Det er forbudt at løbe ned til hegnet og søge kontakt med spillere mv.

Efter kampen
Det bliver oplyst i højttalerne, hvornår du kan forlade din plads/sektion. Vi søger at fordele afgangen fra Parken for at undgå, at for mange mennesker er samlet på én gang.

Hvis du tester positiv
Hvis du op til 48 timer efter kampen (dvs. til og med onsdag aften den 5. maj) får en positiv COVID-19 test opfordrer vi dig til at kontakte os med henblik på smitteopsporing og information til de øvrige tilskuere i den sektion, hvor du har opholdt dig.

Desuden bør du selv orientere de personer, som du kender, og som du ved, at du har været i tæt kontakt med.

Divisionsforeningens Code of conduct

Til fodboldtilskuere på dansk fodboldstadioner

Vi har alle glædet os til at komme på stadion og se fodbold i 3F Superliga, NordicBet liga og Sydbank Pokalen igen.

Under COVID-19 situationen er der nogle særlige ting vi skal være opmærksomme på for at det bliver en god og sikker oplevelse. Her er en række anbefalinger til hvordan vi tager hensyn og gennem vores adfærd ikke bidrager til smittespredning.

  • Begynd din planlægning af stadionturen ved først at orientere dig på din fodboldklubs hjemmeside, app, osv. om de konkrete forhold, som er gældende på din fodboldklubs stadion.
  • Planlæg din transport til stadion, så du undgår tæt kontakt med mange mennesker
  • Ankom på det tidspunkt og sted, der er angivet på din billet
  • Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold så vidt muligt 1 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og afgang
  • Bliv så vidt muligt på din anviste siddeplads før og under kampen.
  • Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads
  • Orienter dig om ruten til toiletter, boder m.m.
  • Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere m.v.
  • Undgå kram, highfives og tæt kontakt med personer, der ikke er nærtstående
  • Hvis du er sammen med andre i en gruppe, så vær opmærksom ikke at blande jer med andre grupper
  • Vær opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb