CV: - Kontrol i samtlige 93 minutter
Det var en flok veloplagte Løver der søndag aften tog imod AaB, og det tog ikke længe før måltavlen var ændret fra 0-0 til 1-0 til 2-0, og da kampen var slut, der stod den 3-0. En god sejr der betyder, at F.C. København kan indsætte yderligere tre pinde på pointkontoen.
Af Jan Eliassen
Når turneringen nærmer sig sin slutning, og det hele spidser til, så er det naturligvis rart, at holdet viser god form og slår til når chancen byder sig. Cheftræner Carsten V. Jensen sagde om dagens kamp:
- Jeg er glad efter dagens kamp, og føler vi er i god kontrol gennem hele kampen. Vi kom tidligt på 2-0, og var vel i kontrol igennem samtlige 93 minutter. Vi vinder 3-0, og det er jeg da tilfreds med, selvom vi godt kunne have scoret et par mål mere.
- Vi ved jo godt, at der i sådan kampe vil komme perioder, hvor vi ikke har bolden så meget, og også i min smag falder vi lidt for lavt. Men det gav os så plads til kontraer, og dem fik vi jo udnyttet meget godt.
Der var ros fra CV til Bolaños, dagens dobbelte målscorer:
- Vi har da joket med, at Bolaños bare skulle have taget bolden fra César, og så selv have scoret tre i dag. Bolaños spillede en rigtig god kamp i dag, og han er glad for at få scoret, og vi er glade på hans vegne over de to gode mål.
CV var meget tilfreds med den stabilitet der er på holdet for tiden:
- Vi er stabile, hvad vi har været hele foråret, og så holder vi nullet – som vi har gjort mange gange før. Vi har en basis der virker, og det kan godt være vi ikke spiller champagnebold hele tiden – men vi scorer målene oppe foran, og giver ikke mange chancer væk i det defensive.
Onsdag skal F.C. København til Farum, hvor der venter lidt af et topopgør mod rækkens nummer to, FC Nordsjælland:
- Kampen på onsdag bliver en kamp som andre, der er jo ikke flere point på spil til den kamp. Men det er et opgør mellem nummer et og to, og vi sætter da gerne tingene på plads på onsdag. Vi møder et stærkt FCN-hold, men gentager gerne præstationen fra vores sidste møde, hvor vi havde godt styr på dem og slog dem ud af pokalturneringen.
- Vi har et forspring på seks point og plus 10 i målscore, men onsdag er da en vigtig kamp, og det bliver spændende at se, hvem der trækker det længste strå.
Christian Bolaños:
En god sprint til 3-0
- Det var da været lidt hårdt at spille godt, og så ikke score. Men sådan er fodbold, det ved man, men jeg er da meget glad efter dagens kamp og de to mål. Et godt skud til 1-0, og en god sprint til 3-0, så jeg har en god følelse efter dagens kamp. At det så gav os tre vigtige point, er naturligvis også godt.
Johan Wiland: Fuld kontrol gennem hele opgøret
- Vi spillede en god kamp og er i fuld kontrol gennem hele opgøret. De har ikke mange chancer, så ros til defensiven, der kontrollerede AaBøs offensive kræfter godt. I 2. halvleg tror jeg ikke de har en chance, før vi er kommet på 3-0. Så alt i alt, en god kamp og tre gode point!
Dame N'Doye: Det rette sted på rette tidspunkt
- Måske ikke det sværeste mål jeg har scoret, men man skal jo været på rette sted på rette tidspunkt. Det er aldrig nemt at vinde, vi er jo 11 mod 11, men i dag leverer vi en godt resultat efter en god kamp
Pierre Bengtsson: God optakt til onsdagens kamp
- Det var en rigtig god optakt til onsdagens kamp, og rigtig dejligt med to hurtige mål. Efter det har vi kontrol med opgøret, vi får holdt nullet - og det er helt perfekt inden vi skal til Farum på onsdag.