- Vi står med en meget stærk trup

CV: Vi er klar til kamp

Velkommen til UEFA Champions League 1/8 finale

 

Den sætning tror jeg ikke, at der er mange, der havde ventet, at vi kunne indlede disse linier med til forårets første kamp i PARKEN 2011. Men siden vi engang tilbage i juli måned stod foran de første kvalifikationskampe til årets UEFA turneringer, er der så mange ting, vi har måttet revurdere undervejs. Ubesejret i den hjemlige Superliga med rekordstor pointhøst og ubesejret i Champions League gruppespillets hjemmekampe mod de russiske, græske og spanske mestre og altså i sidste ende kvalifikation til europæisk spil efter jul for tredje år i træk. En fantastisk præstation af spillere og trænere i F.C. København. Denne gang med det lille ekstra pift at vi før kick-off sammen endnu gang skal nyde tonerne af den officielle UEFA Champions League hymne.

 

Vi har skullet vente længe på denne aften siden den endelige kvalifikation efter 3-1 kampen mod Panathinaikos og den efterfølgende lodtrækning, der altså gav os sidste sæsons ”The Double Winners” fra fodboldens eget hjemland, Chelsea FC. Umiddelbart er det lidt absurd at skulle forholde sig til, om det var en god lodtrækning eller ej. Der er så stor forskel på forudsætningerne for de to klubber, som der overhovedet kan være. Eksempelvis illustreret ved at transfersummen alene på Chelsea FCs ”starsigning” i vinterens vindue, Fernando Torres, ville kunne finansiere omkostningen for hele F.C. Københavns spillertrup i mere end fem år.

 

Heldigvis er der andet end økonomi, der har indflydelse på resultatet af den enkelte fodboldkamp. Således skal vi endnu engang sætte vores lid til, at vi før returkampen i London kan tvinge et brugbart resultat igennem med taktisk snilde, fysisk kraftanstrengelse og mental styrke. Forberedelsen til kampen tirsdag aften i PARKEN har været lang, og der har været spekuleret en del i ulempen ved ikke at være midt i et turneringsforløb med regelmæssig kamppraksis. Resultaterne i sidste uges kampe i UEFAs turneringer kunne tyde på, at dette ikke helt er tilfældet, da vores ligestillede østeuropæiske hold klarede sig rigtig godt.

 

Rosenborg-stemning

 

Vi oplevede i efteråret en helt fantastisk opbakning fra PARKENS tribuner. Ingen tvivl om at netop den utrolige stemning i de tre kampe i gruppespillet havde stor indflydelse på holdets præstationer i kampene. Men efter min mening er der intet, der hidtil slår kvalifikationskampen mod Rosenborg, hvor der opstod en elektrisk, ja næsten magisk kemi mellem spillerne på banen og alle os på tribunerne. Lad det bare ske igen. Det er jo måske bare et langt indkast, der skal til… En ting er sikkert, alle sanser er skærpet, når spillerne står i tunnelen før kampen, og når de møder synet af et festklædt PARKEN. Vi er klar til kamp.

 

Lastly a warm welcome to our guests from Chelsea FC, the fans, the representatives from UEFA and the referees.